Nye plakater hver uge Høj papirkvalitetRigtigt glasFri fragt fra 399,-Levering: 1-3 hverdage

Det gør ikke noget, at glasset er halvt tomt, når bare flasken er i nærheden

Skål, det er fredag.

Det betyder fredagsslik.

Fredagsslik må godt komme på flasker, som du kan trække op og hælde på glas. Indholdet, altså. Og det med gode sager på flasker er netop det svingende omdrejningspunkt for nærværende artikel.

Dengang der var fuglekrig i Kanøfleskoven, undrede uglen Walther, alias Tommy Kenter, sig højlydt med en flaske i hånden … eller i vingen var det jo.

Han ville vide, hvem der havde taget proppen af hans frokost.

Jeg ku’ godt li’ Walther. Også selvom han nok var typen, der havde oparbejdet end pæn promille allerede inden frokosttid. Walthers pointe var – og nu tolker jeg frit – at vin er en stor fornøjelse i sig selv. At vin er et lykkehjul af sansestimuli og en godtepose af kultur og geografi.

God pointe, Walther.

Jeg kan ikke huske, om Walther fandt ud af, hvem der havde poppet hans flaske. Vi må håbe, at vedkommende efterlod nok tilbage til at fylde glasset op.

(Flasken er jo lige her)

Vin med flotte etiketter

Hvis jeg fortalte dig, at en vin af druer fra en vild skråning i Bourgogne kan smage radikalt anderledes end en vin lavet på druer fra en nærliggende landsby, ville du tro, at jeg at er lidt af en vino-aficionado.

Men det er jeg slet ikke.

Jeg har faktisk ikke lært at drikke vin endnu.

Men det ku’ ha’ været værre, trods alt. Det ku’ ha’ været kaffe.

Når jeg en gang imellem køber en flaske vin som gave, kigger jeg mest efter, om etiketten er pæn.

Jep, det er det trin på stigen, jeg står på. Jeg smager på flaskens design med mine øjne, mens jeg siger nej tak til at putte det i munden, fordi jeg skal køre senere. Hvilket er ganske ukorrekt, fordi jeg heller ikke kan lide at køre. Nå, men det er et sidespor.

Vin med gode gardiner

Der findes en pæn mængde individer af menneskeracen, som har et semierotisk forhold til vinens krop og druernes smagsnuancer. De er pjattede med syrlighed, tanniner og noget med gardiner. Og passion er en finurlig ting. Når et emne, der ellers ikke interesserer mig, formidles af et menneske, som er helt væk i det, bliver det pludselig spændende. Sådan er det også med vin.

Plakat med rødvinsdruer

Da jeg begyndte at læse om vin og lytte til folk, der går mere op i indholdet, end om etiketten spiller, sprang jeg et par trin op ad stigen.

Men ved du, hvad der også skete? Jeg fik lyst til at gøre vin til centrum for flere plakater. Dem ku’ jeg godt tænke mig at vise dig. Og vupti – det er så bagtanken med denne hersens artikel, som jeg nu kaster foran dig.

En disclaimer er på sin plads. Posten her ligger i nyhedskategorien. Det gør den, fordi et par af de vinplakater, du ser i den her artikel, endnu ikke kan købes i shoppen. Da ”nu” jo er en relativ størrelse – især på nettet – så lad mig specificere, at mit nu lige nu er medio oktober 2024. Men bare rolig. Vi lægger alle vinplakaterne ud på shoppen inden for de næste par uge. Så måske du kan julebegave en ven med en af dem?

Vinplakater er visuelt flødeskum

Vin har været genstand for kunst i mange år. Hundredvis af dem. Bag en flaske vin ligger klogskab, erfaring og mange timers arbejde – og en smule held. Derfor repræsenterer vin luksus, sanselighed, kundskab og festligheder. Du har sikkert set en masse fine stilleben-kompositioner, der består af forskellige opstillinger med glas og flasker med reflekterende overflader. Nærmest som en hyldest til hvad end der er i flasken.

Ligesom den her:

Stilleben plakat

Men hvorfor er vin så smukt at kigge på?

Vinglassets slanke stilk og kurvede kumme hvilende på den bløde, mønstrede tekstur af en dug og genskinnet fra poleret bestik. Hvad kan vi oversætte det til? Visuelt flødeskum såmænd. En borddækning rummer en behagelig rytme af former med de cirkulære tallerkener, kurverne i glassene og flaskens geometri.

Nok til os begge to

Hvis din stue er sådan en, hvor folk samles pr. din invitation, så du kan kræse om dem, så husk pynten på væggen. Det kunne være plakater til stuen, hvor temaet netop er hygge omkring et bord med et par gode flasker vin.  

Plakat med blåt middagsbord

Lad os straks gå videre til at tale om farver, som jeg er pjattet med. Heldigvis er der så mange, at der er nok til os begge to.

Den dybe, gennemsigtige røde farve i et glas rødvin får filmen til at rulle for din indre biograf. Måske er det en filmrulle med boudoir-vibes og passion af den kødelige slags. Måske er der noget vredt og krigerisk på den. Eller også noget stærkt, elegant og royalt. Kraftige farver, især dem i det røde spektrum, er så fulde af liv, at du slet ikke kan undgå at tænke på et eller andet driftigt.

Kunstplakat med vin

Når man så tegner glas, har man alle muligheder for at lege med lys, skygge, lysbrydning, farver og refleksioner. Den fest, man har som designer af plakaten, kan forhåbentlig mærkes i dit hjernecenter og hjerterum. Der, hvor vin varmer, og pæne sager værdsættes.

Er du en af dem, hvis hjerte er ramt af vingudens pil, ved du, at det ikke kun er det visuelt tilfredsstillende ved et smukt dækket bord med vin, der gi’r dig lyst til at sidde ned. Det handler om forventningens glæde og smagsløg på arbejde. Synet af en åben flaske vin symboliserer øjeblikke af nydelse, afslapning og den slags samtaler med andre mennesker, du husker længe efter, at flasken er tom. Glassets form er designet til at oppe oplevelsen, og ingredienslisten med druesaft, farver og lys bliver til den lagkage af aroma, smag og tekstur, du skal spise med øjnene.

Vinen er sådan lidt magisk. Den kan trylle et simpelt øjeblik om til noget ekstraordinært. Og som du kan se, handler det om meget mere end alkoholprocenten.

Må jeg sætte mine ben i din inbox?
Du tror nok, at jeg bare er en streg i luften, men det er faktisk mig, der kommer med alt det nye. Og det tegner godt, kan du tro.
icon
Background image
7 print selv tegninger til farvelægning
Lad ungerne hygge sig med at farvelægge 7 fine A4-tegniger, der er lige til at printe.