Nye plakater hver uge Høj papirkvalitetRigtigt glasFri fragt fra 399,-Levering: 1-3 hverdage

Indretning med plakater – er der særlige regler, når du hænger plakater op derhjemme?

Indretning med plakater er hot en som en kølerhjem under middagssolen i juli.

Lad os sige, at det er dig, der skal indrette dit hjem med plakater. Udvalget er enormt, men til sidst falder du pladask for en lille håndfuld skønne plakater til stuen.

Hvad gør du nu?

Måske er du typen, der slet ikke vakler og er helt sikker i det der med at hænge plakater op i stuen. Godt for dig.

Den type er jeg bare ikke.

Mit hjem er ingen kandidat til en BoBedre-billedserie, men vi går da alligevel og pusler lidt om forskellige projekter i den gamle murermestervilla engang imellem. Og hver gang der skal vælges ting til den huslige makeover, kommer jeg i tvivl.

Holdet det, eller holder det ikke?

Og nu, hvor jeg designer plakater, har jeg tænkt på, om du måske også er den vaklende type med en utrænet indretningsmuskel.

Typen der stiller spørgsmålstegn ved sine egne evner som boligstylist …

Hvad skal jeg tænke på, når jeg udvælger plakater til stuen? Kan jeg gøre det forkert, når jeg forsøger mig med en plakatvæg? Findes der forbudte farve- eller stilkombinationer, der får indretningspolitiet til at rulle med øjnene? Sætter jeg gang i en international Feng Shui-krise, hvis jeg sidder med ryggen til en plakat i et af husets primære rum?

Du kan sikkert finde på flere spørgsmål.

Men ved du hvad?

Efter at have brugt utallige timer på Instagram, Google og vindueskigning på hudelufteture (ja, jeg indrømmer!), er jeg kommet til en konklusion.

Der er ingen regler for indretning med plakater

Det er rigtigt.

Og hvis nogen forsøger at bilde dig ind, at der findes et sæt med 10 bud, som er for den selvlærte boligstylist, hvad Moses og stentavlerne skulle forestille at være for israelitterne, så er det forkert.

Du må nemlig gerne forgude mere end én plakatkunstner. Du må også gerne stjæle indretningsideer lige så tosset, du vil. Og du må gerne begære din næstes plakatvæg, så mundvandet løber.

Men tilbage på sporet.

De såkaldte “regler” for indretning med plakater er i bedste fald rettesnore. Og lad os runde dem først. Bagefter vil jeg så fortælle dig, hvad jeg synes, du i virkeligheden skal tænke på, når du vælger plakater til dit hjem.

Sådan laver du en plakatvæg

Uanset om du skal hænge 1, 2 eller en håndfuld plakater op, er der noget med afstanden.

Skal du hænge plakater op over et møbel – reol, skænk, skab eller noget lignende – og har du ikke nogen præferencer, så gå med en afstand mellem plakat og møblets overkant på omkring 15-20 cm. Hvis der ikke står et møbel, kan du regne med ca. 150 cm fra gulvet.

Når flere plakater hænger ved siden af hinanden, er der mange gode bud på den perfekte afstand mellem plakaterne. Det kommer an på flere ting, men primært plakaternes og rummets størrelse og typen af plakater og rammer.

Jeg har selv indrettet vores showroom, og her hænger plakaterne i klynger med en afstand på 5-7 cm. Nogle vil hævde, at 8-12 cm er bedre. Men igen – det kommer an på udtrykket. Allier dig med en ven, som kan hjælpe med at holde plakaterne op ved siden af hinanden, inden du borer hullerne.

Plakatvæggen og det gyldne snit

Hvis billedkunst eller formning var på skemaet, da du gik i skole, har du sikkert også hørt om det gyldne snit.

Det gyldne snit er en matematisk og naturvidenskabelig størrelse. Og derfor kan det også bruges til indretning med plakater, så du føler, at resultatet er harmonisk at kigge på.

Essensen ved det gyldne snit er, at midten af en flade ikke dur til noget.

Det spændende på et fotografi, et maleri eller en skærm tager sig bedst ud, hvis det befinder sig forskudt for midten i den ene eller anden retning. Det gyldne snit for en flade finder du ved at måle 3/8 (lidt mere end 1/3) ind fra alle fire kanter. Når du tegner fire streger, kommer der fire skæringspunkter og en kasse frem i midten. Denne kasses kanter og skæringspunkter er gode steder at placere noget dekorativt og bærende på en dekorativ falde.

Husk, at det gyldne snit kommer fra naturen og matematikken og går derfor forud for mennesket. Den filosofiske pointe her er, at ingen har fundet på det for at irritere eller irettesætte dig. Du vil derfor sandsynligvis synes, at det er ganske tilfredsstillende at se på en plakat eller plakat-klynge, der hænger forskudt fra midten af din væg.

Hæng plakaten der, hvor du synes, den skal hænge

For et par minutter siden afslørede jeg for dig, at jeg lurer på plakater allevegne. Og på trods af boligmagasinenes guidelines og matematiske udregninger af det perfekte plakatophæng så er der heldigvis masser af vægdekorationer, der bryder med bladenes smukke, men også lidt kunstige og kliniske billedvægge.

Det betyder altså, at du kan føle dig fri til at eksperimentere med farver, motiver, rammer, materialer, størrelser, placeringer, temaer og stilarter. Uanset om du indretter stuen eller eksperimenterer med nye plakater til køkkenet.

Knock yourself out!

Det vigtigste, når du indretter med plakater, er, hvem du er

Frem for at tippe dig om, hvordan du styrer direkte ind i mainstream, vil jeg råde dig til at indrette efter hjerte og temperament

Lad mig forklare.

Hvis du er et væsen fuld af pang og passion, hvorfor så forsøge at leve op til den sort/hvide skandinaviske minimalisme, fordi nogen skriver forblændet om den i magasinerne?

Slå dig løs med farverige plakater, og lad farverne give dig energi. Eksperimenter med rammer i forskellige farver og plakater i forskellige størrelser. Vær ikke bange for at lukke farverne ind, selvom billedvæggene fra fotostudierne er et anæmisk ymerdrys af grålige og beige nuancer.

Hvis du kigger dig omkring, vil du se en del pastelfarvede billedvægge. Altså plakatklynger, hvor plakaterne har det tilfælles, at de er sammensat af lyserøde, lysegrønne og lyseblå nuancer. Lidt ligesom et cover på et sommerparty-album fra 90’erne.

Du vil også se lyse vægge, mørke vægge og endda en mønstret væg her og der, som er dekoreret med forskelligartede plakatmotiver og -klynger.

Det der med, at der skulle være en spand NO-GOs, når du indretter med plakater, er lyv. Modepolitiet har ingen autoritet i din stue. Det har boligstylisterne bag de kunstige stock-images heller ikke.

Grunden til, at sådan nogle stock-photos ofte ikke formår at fremkalde nogen særlig følelsesmæssig reaktion, er netop, at set-up’et er kunstigt. Sådan ser der ikke ud hjemme hos nogen som helst. Skal du og din familie og venner kunne se sig selv i din udsmykning, skal den se ud, som om der står et menneske bag.

Denim sammen med denim og hvide sokker i sandalerne holder hundrede, hvis nogen har lyst til at hoppe i dem og stå ved det. Husk det, når du hænger dine plakater op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Må jeg sætte mine ben i din inbox?
Du tror nok, at jeg bare er en streg i luften, men det er faktisk mig, der kommer med alt det nye. Og det tegner godt, kan du tro.
icon
Background image
7 print selv tegninger til farvelægning
Lad ungerne hygge sig med at farvelægge 7 fine A4-tegniger, der er lige til at printe.