Går du rundt med “the blues” – eller har du dem også bare hjemme på væggen?

Okay, indrømmet. Den her artikel handler hverken om tristesse og antidepressiver. Heldigvis skal det for nærværende dreje sig om farver. Eller faktisk mest ét kært kulørt barn med mange navne: cyan, navy, turkis, ultramarin, indigo – eller bare blå.

For hold op, hvor kan vi godt lide at hænge den op på væggen. Og det er i grunden bemærkelsesværdigt, fordi vi, når vi fratrækker diverse instagram-profiler med farve-eksplolade galore, generelt er ret farveforskrækkede. Vi skal be’ om sort, hvid, grå og måske sand. Til nøds. Sådan er vi bare, heroppe nordpå.

Vi kører ikke rundt i turkise biler. Vi maler ikke vores huse himmelblå. Og på nær det kontaktsøgende slipsedyrs blå skjorte er blå ikke særligt gennemtrængende i vores garderobe.

Så hvad er det med de lapis lazuli-farvede flader, der tiltaler os?

Et spørgsmål om risiko og identitet

Skulle jeg give et bud på, hvorfor vi holder os fra blå skørter og biler, men har stort mod til at indrette med blå plakater, gætter jeg på, at det har at gøre med risiko og identitet.

En væg er sådan et semi-privat eksperiment. En plakat kan nemt og hurtigt (og billigt) skiftes ud. Den hænger i dit hjem, hvor kun dem, du inviterer ind, ser den. Hvis du bliver træt af den blå tone, tager du den ned. No risk whatsoever.

En bil derimod er offentlig. Du kører rundt, hvor alle kan se dig, Måske hver dag. En bil er dyr. Den siger ting om dig (det bilder vi os i hvert fald ind, at den gør), og du har den i mange år. Derfor vælger mange af os sikre farver som sort, hvid, mørkegrå eller sølv. Ikke fordi blå er grim, men fordi bilen er et langt større og mere permanent statement.

Så er der tøjet

Uha, garderoben er endnu mere følsom over for flyvske farvevalg. Tøjet sidder på kroppen. Det er direkte koblet til identitet, kropstype, humør og sociale signaler. Mange går jo faktisk i blå jeans og mørkeblå jakker, uden at tænke over det. Men helfarvede outfits, kjoler eller toppe i stærke blå nuancer kræver mere på selvtillidskontoen. På en væg kan blå være en passerende stemning. På din krop bliver blå en forlængelse af din personlighed. Igen – det sagde vi i hvert fald, at den gjorde. Og så skal du til at gør dig besværlige overvejelser om, hvorvidt du egentlig er blå i dag.

Der er også en skalaeffekt. En blå plakat er afgrænset. Den har en ramme. Den blå farve fylder måske 50×70 cm. En blå bil er et stort, blankt objekt, der fylder hele synsfeltet. Jo større og mere dominerende fladen er, desto mere mod kræver farven.

I Norden kan vi godt lide en kontrolleret brug af farver. Vi vil gerne have stemning, men inden for en ramme. Blå på væggen giver dybde og ro uden at forstyrre den overordnede neutralitet i rummet. Blå på bilen eller i et markant outfit bliver derimod et synligt valg, som skal bæres offentligt. Så måske handler det ikke om, at vi elsker blå mere på væggen end andre steder. Det handler om, at væggen er det sted, hvor vi tør være lidt farverige. Fordi det foregår i vores egen privatsfære, og vi derfor ikke behøver at forklare vores blues for hele verden.

Lidt af et paradoks

Der er altså noget næsten paradoksalt over, hvor populære blå plakater er.

Den oplagte forklaring på vores forkærlighed for azur er den, har vi netop lugtet til: Vi er generelt farveforskrækkede, og blå virker som den tryggeste af de farlige kulører.

Men blå er jo en temmelig kraftig farve, der insisterer på sin del af opmærksomheden. Og vi må bare konstatere, at den vinder over andre farver, der også godt kan finde ud af at råbe. Mange tør ikke rigtig hænge orange, postkasserød eller limegrøn kunst op, fordi det larmer og kræver ligesom for meget. Blå derimod opleves som neutral, selvom den har en stemme. Den støder ikke. Den kolliderer sjældent med sofaen. Den fungerer i både lejlighed og parcelhus. Med andre ord forstår den at indynde sig; at være en god sidemand for andre farver og stemninger. Derfor får den lov at være der.

Men vent, der er mere

Blå er også den farve, vi biologisk og kulturelt forbinder med noget større end os selv. Himlen. Havet. Horisonten. Den skaber dybde i et rum, fordi vores hjerne er vant til at aflæse blå som afstand og uendelighed. En blå plakat kan faktisk få en væg til at føles mindre flad. Blå er nærmest en slags 3D-farve på den måde.

Derudover har blå en stærk kulturel bagage. I århundreder var blå pigmenter dyre og forbundet med magt og værdighed. Kongeblå, marine, indigo. Selv i moderne branding signalerer blå stabilitet og troværdighed. Banker, tech-virksomheder og myndigheder bruger blå, fordi den skaber ro og autoritet. Når vi hænger blå kunst op, låner vi måske ubevidst lidt af den samme symbolik: orden, kontrol, smag.

Men her bliver det interessant.

Blå er også melankoliens farve. “Feeling blue” og “having the blues” som de siger over there. Den rummer noget stille og eftertænksomt. I en tid med overstimulering, notifikationer og konstant tempo fungerer blå plakater som et visuelt åndedrag. Selvom de har en stemme, råber de ikke. De ligger ikke og vibrerer i synsfeltet. De falder til ro sammen med os.

Så nej, det handler ikke kun om, at vi er forsigtige. Det handler om, at blå kan noget, de fleste andre farver ikke kan på én gang:

Den er tryg uden at være kedelig, markant uden at være aggressiv og elegant uden at være prangende.

Måske er blå plakater populære, fordi de rammer det moderne menneskes ideal: Vi vil gerne have personlighed i hjemmet, men vi vil ikke risikere at fortryde. Blå plakater er ligesom den perfekte aktie: garanteret højt udbytte og lav risiko. Ja tak!