Hvis jeg siger papirklip, hvad siger du så?
Måske siger du billet til påskeæg. Måske siger du H. C. Andersen. Faktisk kommer vi ind på begge dele lige om lidt. Især det sidste. Men hæng lige på et øjeblik.
Jeg kom til at tænke på papirklippets tredimensionelle fætter, den foldede papirfigur – også kendt under metoden origami. Origami forbinder du måske – ligesom jeg gør – med Kina. Derfor tænkte jeg videre, at papirklippet måske også stammer derfra. Og ved du hvad? Det gør det.
Før der kunne være origami og papirklip, måtte der nødvendigvis være noget papir at folde og klippe. Det er nu, du skal møde Cai Lun. Eller måske ikke så meget møde som bare høre om. For det er nemlig ham, der opfandt papiret i år 105 v.t.
Cai Lun og papiret
Cai Lun var ansat i kommunen (eller hvad det nu hed Kina dengang). Han var åbenbart den innovative type, der udtænkte, at man da kunne lave papir ved at udnytte plantefibre og genbrugsmaterialer. Han samlede bark fra morbærtræer, hamp, gamle klude og slidte fiskenet og hakkede dem i små stykker. Materialerne blev kogt i vand, så fibrene blev bløde og lettere at arbejde med.
Efter kogningen blev massen banket og knust, indtil den blev til en jævn, tynd fibermasse. Massen blandede han med vand i et kar, så fibrene fordelte sig frit i væsken. Så sænkede han et fint net ned i blandingen og løftede det op igen. Når vandet løb fra, blev et tyndt lag fibre liggende på nettet. Det blev så lagt til tørre. Et voila: Når det tørrede, bandt fibrene sig sammen og dannede et let, stærkt og fleksibelt ark papir.
Selvom Cai Luns metode gjorde det muligt at fremstille papir en del billigere og mere praktisk end tidligere, var det stadig en luksusvare. Og som det var med luksus, blev det brugt til religiøst habengut og ritualer. Men også til finkulturel udfoldelse såsom papirklip og origami.
Vejen til Europa
Papirklippet rejste til Europa via Silkevejen, som er en række gamle handelsruter, der i mange hundrede år gik fra Asien gennem Mellemøsten til Europa. I 1600- og 1700-tallet blev det især populært i Tyskland og Schweiz, hvor man kaldte det Scherenschnitte (saksesnit). Motiverne var ofte meget detaljerede naturscener, jagtmotiver eller fortællinger fra biblen. Det var faktisk den her tysk-inspirerede tradition, som vores egen H.C. Andersen lidt senere voksede op med. Og ligesom vi har juletræet fra de hyggelige tyskere, er også vores egne gækkebreve inspireret af deres saksesnit. Så tak for påskeæg, Tyskland.
Papirklippet portræt
Før fotografiet blev opfundet i den første halvdel af 1800-tallet, var skyggebilleder eller silhuetklip den billigste måde at få lavet et portræt på. Det var en stor dille i hele Europa i 1700-tallet og blev egentlig betragtet som en fin kunstart.
Hvordan er papirklip blevet sin egen selvstændige kunstform?
Nok af flere grunde. Hvis vi skal udvælge os tre af slagsen, kunne det være de følgende.
Modernismen gav papirklip et kunstnerisk rygskub
Franske Henri Matisse kender du nok fra de mange Matisse plakater med inspiration fra hans berømte cutouts. Og ja, selvfølgelig har Matisse haft indflydelse på papirklippets status.
I 1940’erne, da han begyndte at arbejde med sine berømte cut-outs, var det nyt. Så nyt og anderledes, at det nærmest havde en provokerende effekt på samtiden. Matisse klippede direkte i farvet papir og omtalte det selv som at tegne med sin saks. Med udgivelsen af Jazz i 1947 (en større samling udklip og collager) blev papirklip præsenteret som et hovedværk i moderne kunst. Ikke bare som forarbejde, skitse, pynt eller hobby, men som færdig og selvstændig kunst. Når en kunstner som Henri Matisse bruger en teknik konsekvent og ambitiøst, ændrer det hele opfattelsen af metoden og udtrykket. Med Matisse blev papirklip pludselig noget, man kunne tale om som rigtig kunst. Længe leve snobberiet.
Opbakning fra institutionerne
En anden vigtig grund til papirklippets høje status er, at museer og forskere begyndte at tage det alvorligt. Når værker bliver indsamlet, bevaret, udstillet og skrevet om, får de bare en anden vægt. Det gælder for eksempel papirklippene af H.C. Andersen, som i dag ikke kun anses som hyggelige resultater af fritidssysler, men regnes som en del af hans kunstneriske udtryk. På museum H.C. Andersens Hus behandles de som egentlige kunstværker. Den slags institutionel opbakning betyder meget for, hvad vi opfatter som rigtig kunst.
Samfundskritisk klip
I nyere tid har kunstnere brugt papirklip til langt mere end dekorative motiver. Et markant eksempel er Kara Walker, som arbejder med store silhuetklip om race, magt og historie. Hendes værker er både konfronterende og politiske og vises på store internationale museer. Det har været med til at vise, at papirklip ikke bare er en hobby eller en uskyldig teknik, men et medie, der kan formidle tunge og komplekse emner. På den måde har samtidskunsten været med til at give papirklip temmelig stor respekt.
Har Matisse fået vores øjne op for Andersens papirklip?
Man kan godt argumentere for, at Matisse (og den modernisme, han var eksponent for) fungerede som en art øjenåbner, der gjorde det muligt for eftertiden at se værdien i H.C. Andersens klip.
Selvom de to aldrig mødtes, kan man sige, at Matisse indirekte har været med til at ændre vores opfattelse af Andersen på tre afgørende måder.
Fra håndarbejde til billedkunst
Før Matisse blev papirklip primært set som dekorativt håndværk eller tidsfordriv. Da Matisse i 1940’erne og 50’erne ophøjede sine gouaches découpés til monumental kunst, nedbrød han hierarkiet mellem maleri og papir.Det gav kunsthistorikere “lov” til at analysere Andersens klip med samme seriøsitet, som man analyserer et oliemaleri. Pludselig handlede det ikke om, hvor dyrt materialet var, men om den kunstneriske vision.
Fokus på forenkling og det “essentielle”
Matisse mente selv, at han skar direkte ind i farven for at finde den reneste form. Han lærte os at værdsætte det flade, det grafiske og det stiliserede.H.C. Andersen arbejdede netop med denne type forenkling. Ved at se på Matisses evne til at fange en krops bevægelse med ét enkelt klip, begyndte vi at forstå, at Andersens skæve og hurtige klip ikke var klodsede, men udtryk for en ekstremt præcis karaktertegning.
Det spontane som kvalitet
Matisse hyldede det umiddelbare og det barnlige. Det var et opgør med 1800-tallets krav om den halvkedelige fotografiske realisme. Da modernismen begyndte at dyrke det spontane og det primitive, blev Andersens klip pludselig moderne. Hvor hans samtidige måske så mangel på symmetri som en fejl, ser vi det i dag som en ekspressiv styrke, præcis som vi gør hos Matisse.
Andersen klippede, mens han fortalte, for at skabe en totaloplevelse – en slags datidens performancekunst. Matisse fik sine assistenter til at flytte rundt på de udklippede ark på væggen, mens han dirigerede dem, i en form for koreograferet kunstskabelse.
Begge to flyttede kunsten væk fra det statiske staffeli og ud i rummet. Man kan sige, at Matisse skabte det teoretiske fundament, der gjorde, at vi 100 år efter Andersens død endelig forstod, at hans saks var lige så interessant, kapabel, udtryksfuld og beundringsværdig som hans pen.
