Rødgrød med fløde og fyrre (ja, 40!) forskellige vokallyde

Når vi skal drille vores udenlandske venner, be’r vi dem om at sige ”rødgrød med fløde”.

Ø’et er ret unikt for det dansk-norske alfabet. Derfor gi’r vi den gas med ø’erne i de kærlige udfordringer – til stor fornøjelse for os, der er vokset op med det spøjse bogstav.

Men det er ikke kun udlændinge, der kæmper med ø’et. Vi kløjes også i det selv. Og udover ø’et er der faktisk en hel trillebør fyldt med øvrige vokallyde, som gør det danske sprog til lidt af et hold-kæft-bolsje.

Det viser sig nemlig, at sammenlignet med norske børn består danske børns ordforråd af 30% færre ord, når de er 15 måneder gamle. Og det tager intet mindre end 2 år længere for danske børn at lære datidsformen.

Hvordan kan det være?

Det giver forskningsprojektet The Puzzle of Danish et bud på.

I denne artikel i det akademisk-journalistiske magasin The Conversation fortæller sprog- og kognitionsforskerne Morten H. Christiansen og Fabio Trecca om projektets resultater.

Deres gennemgang er kilden til dele af den her post. Bare så vi har det på plads.

Rødgrød med fløde – hvad er der med det Ø?

Det dansk-norske alfabet adskiller sig fra mange andre ved ikke at stoppe ved z. Vi har et appendiks af de mærkværdige bogstaver æ, ø og å, som vi insisterer på at have med.

Forklaringen skal findes i sproghistorien. I middelalderen skrev man på latin. Alfabetet var naturligvis også det latinske, uden særlige tegn for de finurlige nordiske vokallyde.

Men tiden gik, og med den besluttede nogen med indflydelse på den slags, at det var nødvendigt at tilpasse skriften, så den passede bedre til det sprog, folk faktisk gik rundt og talte.

Historien om æ, ø og å

Bogstavet Æ opstod som en sammentrækning af a og e, fordi lyden lå et sted i smørhullet mellem de to vokaler. Historien om Ø er henad den samme. Først skrev man to prikker eller et lille e ovenover o’et. Men det virker jo lidt gakket, og efterhånden blev e’et til en streg igennem o’et. Heldigt med den udvikling, for ellers ville alletiders rødgrød med fløde nok ikke have opnået sin status som (ganske uformel) del af den dansk indfødsretsprøve :-)

Å er den yngste af de tre tillægs-søskende. Før i tiden skrev man dobbelt a (aa) for at markere lyden af å, men i 1948 blev det officielt erstattet af å i dansk, inspireret af svensk, som havde indført bogstavet allerede i 1800-tallet.

På den måde blev alfabetet tilpasset til sprogets behov, så man kunne skrive mere præcist og ensartet. Det særlige er altså, at æ, ø og å ikke er lånt fra latin eller græsk, men er bogstaver, som er vokset frem i Norden for at afspejle lyde, der var vigtige i dansk og norsk.

Mange børn oplever, at æ, ø og å kræver ekstra opmærksomhed, netop fordi de ikke findes i så mange andre sprog. Og fordi de ofte forveksles med a, o og e. Særligt ø er for mange en udfordring, da det er en lyd, der ikke ligger naturligt for børn, der ikke allerede kender sproget.

Verdensleder i vokallyde

Alfabetet består af vokaler og konsonanter, aka selvlyde og medlyde, aka røde og blå bogstaver.

Vi har lige talt om tre af de røde, det nordiske appendiks bestående af æ, ø og å. På dansk har vi 9 af de røde vokaler: a, e, i, o, u, y, æ, ø og å.

Men vokaler lyder ikke ens, hver gang vi bruger dem. Tværtimod har de forskellige vokallyde, afhængig af sammenhængen. Superduper, når man er lille, grøn og lige startet i skole.

Hvis du skal læse det følgende flere gange for at forstå det, er det helt okay. Det skulle jeg også:

En vokallyd er en stemt lyd, hvor luftstrømmen passerer frit gennem munden. Forskellen mellem vokaler bestemmes af tungens placering, hvor åben eller lukket munden er, og om læberne er rundede eller ej.

Antallet af vokallyde i et sprog siger noget om, hvor fint sproget skelner mellem små forskelle i udtalen. Jo flere vokallyde der er, jo flere nuancer skal man kunne høre og udtale for at skelne ordene fra hinanden.

I sprog med få vokaler er det ofte lettere at lære at udtale ordene korrekt, fordi forskellene er tydelige og få. I sprog med mange vokaler ligger lydene tættere på hinanden, og små ændringer i mundens form kan give en helt ny betydning.

Netop antallet af vokallyde har stor betydning for, hvad vi kunne kalde sværhedsgraden eller tilgængeligheden af et sprog.

Lad os tage engelsk som eksempel, fordi de fleste af os har et nogenlunde kendskab til det. Det engelske sprog har mellem 13 og 15 vokallyde, afhængig af hvilken dialekt man bekender sig til. Til sammenligning har japansk kun 5, og italiensk omkring 7 styks.

Hvad så med dansk?

Jo, dansk har såmænd bare omkring 40 forskellige vokallyde! Det er et af de største sæt af vokallyde blandt alle verdens mange sprog.

Ave Maria …

Bogstavplakater og vokaltrapper

Når nye skolebørn møder op i børnehaveklassen, støder de lige ind i den her mur af vokallyde med næsen først. Det kan jo få selv den mest beredte miniput til at give op. Derfor findes der forskellige pædagogiske læringsredskaber, -metoder og -modeller, der kan vattere muren en smule.

Illustrerede ABC-plakater giver børn et visuelt og konkret holdepunkt i mødet med de mange danske vokallyde. Når hvert bogstav kobles med et billede og en lyd, bliver det lettere at huske og skelne mellem vokaler, der ellers kan lyde meget ens. På den måde understøtter materialet både udtale, lytning og stavning, og det giver eleverne en klarere fornemmelse af, at selv små forskelle i lyd kan betyde forskellige ord.

Vi har flere håndtegnede ABC plakater her i butikken. Vores nyeste i rækken er den her:

Vokaltrappen er en anden pædagogisk model. Den bruges som hjælpemiddel til at vise, hvilke vokaler der kan snyde. Altså hvilke vokaler, der kan lyde som andre vokaler, når de udtales.

Forestil dig en trappe med to-tre trin. Meningen er, at de mest drilske vokaler står i bunden, og for at finde den rigtige, træder man et eller to skridt op ad trappen:

• Fx har vi en trappe med Å nederst. Så O i midten og U i toppen. Siger man ordet “dukke” højt, lyder vokalen som Å. Men det er ikke rigtigt. Her skal man to trin op for at ramme den rigtige vokal, altså U.
  
• En anden trappe har bogstavet Æ nederst, så E og øverst I. Ordet “fisk” lyder som en E-lyd, men er faktisk med I. Ordet “fest” lyder som en Æ-lyd, men staves rigtigt med E.
  
• Den tredje trappe har kun to trin: Ø nederst og Y øverst. Vokalen i ordet “lykke” lyder som Ø, men trappen viser, hvilken vokal man rigtigt skal bruge, nemlig Y.

Modellen gør det overskueligt for børn at se, hvordan vokallydene kan ligne hinanden, altså hvor de kan drille, og hvordan man så bruger de forskellige vokaler rigtigt.

Generelt er vokalerne mere udfordrende for børn end konsonanterne, fordi vokalerne kan have mange forskellige udtaler, afhængig af ord og sammenhæng.

Men det betyder ikke, at de blå konsonanter (medlydene) altid glider nemt ned.

Dansk er et mumlesprog

Jeg har rimelig godt fat i engelsk. Jeg synes selv, at mit niveau ligger i nærheden af flydende. Alligevel har jeg næsten altid undertekster på engelsk TV og film, selvom jeg jo godt forstår, hvad der sker. Når det foregår på dansk, har jeg derimod aldrig undertekster.

Men det sjove er, at jeg tit er lige ved at slå dem til.

Hvorfor?

Fordi det kan være skidesvært (nogle gange sværere end på engelsk) at forstå, hvad der bliver sagt, når man kun har lyden at gå med.

Nej, det er ikke min hørelse, den er gal med.

Forklaringen er den, at konsonanter spiller en vigtig rolle, når vi skal lytte os frem til, hvornår et ord begynder og slutter. Og på dansk vrider vi ofte konsonanterne en omgang og laver dem om til vokallignende lyde, når vi taler.

Uegnet til verbal kommunikation

Måske kan du huske fra indledningen, at danske børn halter bagefter de norske børn i den sproglige udvikling. Noget af forklaringen kunne godt gemme sig hos de blå bogstaver.

Dansk og norsk har lignende grammatik, datidsformer og ordforråd. Men hvor danskere skruer lidt på konsonanterne, så de bliver deforme, udtaler nordmændene faktisk deres blå bogstaver som reelle konsonantlyde.

Det vil altså sige, at dansk er et sprog med en ordentlig røvfuld vokallyde krydret med vokallignende konsonanter galore.

Men vi har endnu flere kæppe, vi kan stikke i vores eget hjul.

Vi har det nemlig med at helt at fjerne nogle af stavelserne, når vi taler. Vi klipper simpelthen i ordene, så de bliver kortere. Det får forskere til at kalde dansk for et mumlesprog.

Faktisk er det op til 25 procent af stavelserne i det danske sprog, der på magisk vis forsvinder og ikke udtales. Derfor kan det godt lyde, som om vi ikke er helt fri for appelsiner, når vi bruger mundtøjet til at udtrykke os med, enten i form af fri tale eller når vi fx læser op fra en tekst.

Ikke så underligt at børn har svært ved at lure og lære, hvad det er, vi siger.

Så slemt er det med vores slørede tale, at en tysk forfatter har dømt det danske sprog uegnet til verbal kommunikation. Godt nok var det for sjov.

Men alligevel – av!

Visuel lighed

En anden velkendt udfordring er bogstaver med en visuel lighed.

Det gælder fx for m og n, som let forveksles, når man som ny læser en tekst. Men den er især grum for bogstaver som b og d og p og q. Det ligner hinanden, det skidt, fordi bogstaverne er hinandens spejlbilleder.

Og når man endnu ikke har et forhold til bogstaverne og dermed ikke kender deres lyde og egenskaber, kunne p jo være hvilket som helst tegn, og q bare dets modsætning.

Det tager tid og kræver øvelse for børn at opnå en fortrolighed med alfabetet, så de intuitivt skelner mellem bogstaver, der ligner hinanden.

Med sine mange vokallyde, utydelige konsonanter og slørede tale er dansk et temmelig komplekst sprog. Talen kan være svær at tyde, og den kan tilmed også være svær at få til at stemme overens med skriftsproget.

Derfor er der al mulig grund til at samle til bunke af hjælpemidler, genveje og læringsredskaber.