Nye plakater hver uge Høj papirkvalitetRigtigt glas & FSCFri fragt fra 499,-Levering: 1-3 hverdage

De 12 stjernetegn: Stjernetegn datoer, stjernebilleder navne og alt, hvad du skal vide om astrologi

Stjernetegn er fascinerende størrelser – både bogstavelig talt og i overført betydning.

Det er blevet catchy for astronomer at fortælle, at vi allesammen er lavet af stjernestøv fra det oprindelige store bang, og måske er det derfor, at mange af os føler en stærk forbindelse til vores stjernetegn og stjernebillede på himlen.

Graver man lidt dybere, er astrologi faktisk en kompliceret størrelse. Den er fyldt med begreber, hvis betydninger få kender til. Og så kan den være en støtte, når du søger svar på svære spørgsmål, som intet andet område har et godt bud på.

Stjernetegn dato, -billeder og begreber

Vi skal selvfølgelig se nærmere på de der stjernetegn datoer. For hvorfor er det lige, at de kan variere? Hvordan har stjernekonstellationerne fået deres navne? Findes der et stjernetegn engelsk – altså engelske navne på stjernebillederne? Hvordan er det med stjernetegn og kærlighed? Der er også en masse begreber, som kan få de fleste til at klø sig lidt i håret. Hvad er det fx for nogle huse, astrologien taler om? Og hvad betyder ascendant?

Alle de gode, spændende spørgsmål (og flere til) får du svar på, hvis du følger med igennem den her guide til stjernetegn.

Men vi starter selvfølgelig ved begyndelsen …

Hvad er et stjernetegn?

Et stjernetegn er en betegnelse for den position, som Solen havde i dyrekredsen (som på græsk hedder zodiakken) på det tidspunkt, hvor du blev født.

Dyrekredsen er en tænkt cirkel, som Solen ser ud til at bevæge sig igennem set fra Jorden i løbet af et år. Denne cirkel er opdelt i tolv lige store felter, og hvert felt har navn efter et stjernebillede – for eksempel Vædderen, Tyren, Tvillingerne og så videre. Disse felter kalder man stjernetegn.

Når nogen siger, at de for eksempel er skorpion af stjernetegn, betyder det, at Solen befandt sig i det område af himlen, som man i astrologien forbinder med skorpionens stjernetegn, den dag de blev født. Det handler altså ikke om, at stjernerne på himlen direkte påvirker dig, men snarere om, at man symbolsk lægger betydning i det billede, som Solens placering giver på fødselstidspunktet.

Det, man kalder “stjernetegn”, skal ikke forveksles med de faktiske stjernebilleder, man kan se på nattehimlen. De astrologiske stjernetegn følger en fast kalenderopdeling, som ikke tager højde for, at stjernerne langsomt ændrer position over tid på grund af noget, der hedder præcession. Så i dag stemmer stjernetegnene i astrologien ikke længere helt overens med de faktiske stjernebilleder på himlen, selvom de har samme navne.

Astrologien bruger stjernetegn som en slags psykologiske eller symbolske arketyper, og hvert tegn forbindes med bestemte egenskaber, måder at handle og føle på. Derfor siger man ofte, at stjernetegnet afslører noget om, hvem man er som person.

Modaliteter – de 3 kvaliteter inden for astrologi

Når vi snakker om stjernetegn som en slags katalog over personlighedstræk og temperamenter, må vi også have fat i modaliteter. Modalitet i sig selv betyder måden, hvorpå noget forholder sig. Modaliteter inden for astrologien er en samlet betegnelse for begreberne kardinal, fast og bevægelig.

Disse tre modaliteter er grundlæggende for astrologisk forståelse og handler om energidynamikker. De handler også om, hvordan et givent stjernetegn handler på. De tre modaliteter kaldes også kvaliteter. De 12 stjernetegn er fordelt med 4 stk. under hver modalitet, og hver gruppe har sin egen måde at agere på.

Kardinale stjernetegn

De kardinale stjernetegn er vædderen, krebsen, vægten og stenbukken.
Nøgleord: ledende, visionær, igangsættende, men mister hurtigt interessen
Kardinale tegn står ved starten af årstiderne og forbindes med nye begyndelser og projekter, der går i gang. Mennesker født i kardinale tegn er ofte handlingsorienterede og har trang til at sætte retning.

Vædder: starter foråret, igangsætter med vilje og mod

Krebs: starter sommeren, initierer følelsesmæssig forbindelse

Vægt: starter efteråret, tager initiativ i relationer og balance

Stenbuk: starter vinteren, sætter strukturer og mål i gang

Faste stjernetegn

De faste stjernetegn er tyren, løven, skorpion og vandmanden.
Nøgleord: stabil, vedholdende, forankrende, stædig, men modsætter sig forandring.
Faste tegn falder midt i årstiderne og står for opretholdelse og stabilitet. De arbejder videre og skaber struktur og dybde, hvor de kardinale har sat noget i gang.

Tyr: forankrer foråret i nydelse og sikkerhed

Løve: fastholder sommerens varme med stolthed og kreativitet

Skorpion: uddyber efteråret med intensitet og transformation

Vandmand: stabiliserer vinterens kulde med idéer og systemer

Bevægelige tegn

Til de bevægelige stjernetegn hører tvilling, jomfru, skytte og fisk.
Nøgleord: tilpasningsdygtige, kreative, fleksible, reflekterende, men kan være ubeslutsom eller flyvsk.
Bevægelige tegn afslutter årstiderne og er forbundet med overgang og forberedelse på forandring. De justerer, forfiner og analyserer.

Tvilling: afslutter foråret med tankeudveksling og nysgerrighed

Jomfru: afslutter sommeren med orden og forbedring

Skytte: afslutter efteråret med vision og erkendelse

Fisk: afslutter vinteren med opløsning og intuition

Udover at sige noget om de enkelte stjernetegns kvaliteter bruges modaliteter bruges også til at analysere balancer i horoskoper. Fx i parforholdet eller på arbejdspladsen. Måske kan en gruppe kun bestående af kardinaler føre til rigtig meget initiativ, men ingen planlægning ift. implementering. Måske mangler jordforbindelsen, fordi en konstellation har for få faste tegn. Eller måske er en gruppe alt for villige til at tilpasse sig alle andre, hvis der er en overvægt af bevægelige tegn. Men det skal vi se på om et øjeblik.

Som du måske har opdaget, fordeler de fire tegn i hver gruppe sig jævnt over de fire elementer (ild, jord, luft, vand. Det er dem, vi skal se på nu.

De 12 stjernetegn og de 4 elementer – ild, jord, luft og vand

Ild stjernetegn

Stjernetegn tilhørende elementet ild: vædder, løve, skytte
Nøgleord: energi, passion, handlekraft, inspiration

Ildtegnene er forbundet med vilje, livsmod og spontanitet. De har en naturlig trang til at udtrykke sig og til at handle – ofte hurtigt og instinktivt. Deres energi er udadvendt og varm, og de vil gerne inspirere andre med deres begejstring og visioner. Ild kan både varme og brænde: ildtegn kan være karismatiske og modige, men også dominerende, utålmodige eller dramatiske.

Typisk tilgang til livet: de kaster sig ud i det, følger deres intuition og tror på deres retning.

Jord stjernetegn

Stjernetegn inden for jord-elementet: tyr, jomfru, stenbuk
Nøgleord: stabilitet, realisme, sanselighed, struktur

Jordtegnene står for det håndgribelige og konkrete. De søger tryghed, orden og praktiske løsninger. Deres styrke ligger i vedholdenhed, planlægning og evnen til at bygge noget op over tid – hvad enten det er et projekt, et hjem eller et forhold. Jord kan både nære og kvæle: jordtegn kan være pålidelige og ansvarlige, men også materialistiske, stædige eller overkritiske.

Typisk tilgang til livet: de tager ét skridt ad gangen, har fokus på det fysiske og søger stabilitet og resultater.

Luft stjernetegn

Stjernetegn med elementet luft: tvilling, vægt, vandmand
Nøgleord: tanke, kommunikation, idéer, socialitet

Lufttegnene er forbundet med intellekt, analyse og relationer. De er optaget af at forstå og formidle, og de trives med udveksling af tanker – både i samtaler og i teori. De er ofte gode til at se ting fra flere vinkler og er typisk nysgerrige, objektive og logiske. Luft kan både give liv og skabe afstand: lufttegn kan være åbne og reflekterede, men også adskilte fra følelser eller overfladiske.

Typisk tilgang til livet: de tænker først, taler meget, og søger mening gennem forståelse og kontakt.

Vand stjernetegn

Vandelementets stjernetegn: krebs, skorpion, fisk
Nøgleord: følelse, intuition, empati, dybde

Vandtegnene handler om det indre liv – følelser, drømme, stemninger og forbindelser. De er modtagelige og dybt sensitive over for både deres egne og andres følelsesmæssige tilstande. De har ofte stærk intuition og arbejder ud fra fornemmelser snarere end logik. Vand kan både nære og oversvømme: vandtegn kan være kærlige og fantasifulde, men også sårbare, overvældede eller tilbøjelige til at trække sig tilbage.

Typisk tilgang til livet: de føler først, forstår gennem indlevelse og søger dyb forbindelse og mening.

Din stjernetegn dato og kærligheden

Nu skal vi tilbage til det, jeg lovede dig før, nemlig astrologi som mulig nøgle til at finde kærligheden og det gode, stabile parforhold. Hvis man spørger en astrolog om vejledning ift. det at finde en livspartner, vil vedkommende ofte på, hvordan elementerne og modaliteterne spiller sammen. Hvis vi fx tager udgangspunkt i de fire elementer, kunne en gennemgang se således us:

Ild (vædder, løve, skytte)

Passioneret, energisk, handlekraftig.

Passer ofte godt med: Luft-tegn (tvilling, vægt, vandmand), som giver næring til ilden med idéer og fleksibilitet.

Kan kollidere med: Vandtegn, som er mere emotionelle og indadvendte.

Jord (tyr, jomfru, stenbuk)

Stabil, praktisk, realistisk.

Passer godt med: Vand-tegn (krebs, skorpion, fisk), som de kan støtte og balancere.

Kan finde Ild-tegn for flyvske og impulsive.

Luft (tvilling, vægt, vandmand)

Intellektuel, nysgerrig, kommunikativ.

Fungerer ofte med: Ild-tegn, der matcher deres energi og behov for stimulans.

Jord-tegn kan virke for tunge og begrænsende.

Vand (krebs, skorpion, fisk)

Følsom, empatisk, intuitiv.

Trives med: Jord-tegn, der kan give dem tryghed og struktur.

Luft-tegn kan virke kolde eller for rationelle.

Eksempler på “klassiske” astrologisk match:

• Vægt + løve: socialt stærke, kærlighed og æstetik i fokus

• Stenbuk + jomfru: arbejdsomhed og struktur, tillid opbygges over tid

• Fisk + krebs: følelsesdybde, intimitet, spirituel samhørighed

• Tvilling + vandmand: tankefulde, idébaserede, frihedssøgende

Horoskoper på arbejdspladsen

Når man skal fungere godt i et team og skabe de ønskede resultater på en arbejdsplads, er det vigtigt med balance. Det vil sige, at et velafbalanceret team har forskellige energier og kvaliteter, der fremmer hinanden. Der skal være nogle, der starter, nogle, der drifter, og nogle, der analyserer.

Et astrologisk harmonisk team kan fx bestå af:

• En vædder, fordi vædderen bringer initiativ og drive.

• En jomfru, fordi jomfruen er struktureret og kvalitetsbevidst.

• En vægt, fordi vægten er god til at skabe relationer og mægle i konflikter.

• En skytte, fordi skytten er visionær og sikrer fremdrift i projektet.

Astrologi kan her fungere som et slags symbolsk værktøj til teamkomposition og konfliktforståelse, lidt ligesom DISC-profiler eller MBTI. Vi skal bare huske den lille disclaimer, at der altså ikke findes nogen empirisk dokumentation til at bevise, at den astrologiske tilgang faktisk virker.

Stjernetegn datoer – hvorfor varierer stjernetegnenes skilledatoer?

En af de centrale grunde til, at astrologi ofte virker forvirrende eller inkonsekvent er netop spørgsmålet om stjernetegn datoer, altså perioden imellem at et stjernetegn “begynder” og “slutter”. Forskellen mellem datoerne, for eksempel om løvens tegn slutter den 22. eller 23. august, skyldes primært tre ting:

Solens bevægelse er ikke helt præcis i kalenderdage

Solen bruger cirka ét år på at bevæge sig rundt i zodiakken, og den opholder sig i hvert tegn omkring 30–31 dage. Men denne bevægelse følger ikke præcist de samme kalenderdage hvert år, fordi Jordens bane om Solen ikke er nøjagtigt 365 dage – den varer faktisk ca. 365,25 dage. Derfor har vi skudår hvert fjerde år for at justere kalenderen. Og det påvirker selvfølgelig også vores stjernetegn datoer.

Det betyder, at Solen kan skifte tegn på forskellige tidspunkter fra år til år. For eksempel kan Solen nogle år bevæge sig fra løven ind i jomfruen allerede den 22. august, og andre år først den 23. august, afhængigt af præcis hvornår på døgnet det sker.

Forskellige systemer til at analysere de 12 stjernetegn

Der findes forskellige astrologiske traditioner og systemer, og selv inden for vestlig astrologi er der variationer i, hvilke ephemerider (tabeller over planetpositioner) man bruger. Nogle værker bruger gennemsnitsværdier og runder datoerne af for at gøre det mere læseligt, mens andre er mere nøjagtige og følger Solens præcise position for hvert år.

Hvis man læser et horoskop i et ugeblad eller online, bruger de ofte faste datoer for enkelhedens skyld, fx “Løven: 23. juli – 22. august”. Men hvis man går til en professionel astrolog, vil vedkommende bruge dit præcise fødselstidspunkt og -sted til at udregne, hvor Solen rent faktisk var placeret, og det kan altså godt falde tæt på skillelinjen mellem to tegn.

Grænselandet: “Cusp”-begrebet

Når nogen er født tæt på grænsen mellem to tegn, siger man ofte, at de er født “på cusp’en” (fra engelsk cusp = spids eller overgang). Nogle astrologer mener, at personer født i dette overgangsområde kan have træk fra begge tegn. Det er dog en lidt omdiskuteret idé, for teknisk set er Solen enten i det ene eller det andet tegn på et givent tidspunkt – der er ikke et tredje, blandet tegn.

Så når man ser variation i stjernetegn datoer for tegnenes perioder, skyldes det altså, at man enten:

• bruger afrundede datoer for nemheds skyld

• arbejder med år-til-år forskelle i Solens præcise bevægelse

• eller tolker på idéen om at være født tæt på grænsen.

Hvis man er i tvivl om sit eget stjernetegn, kan det faktisk være relevant at få lavet et nøjagtigt horoskop baseret på fødselsdag og klokkeslæt. Det kan vise, præcis hvor Solen var placeret, og dermed fjerne enhver tvivl.

Hvilket stjernetegn er jeg?

Er du i tvivl om, hvilket stjernetegn du er?

Hvis du har stået i en situation, hvor du skulle udfylde dit stjernetegn, har du måske opdaget, at du ikke helt ved det. Hvilket stjernetegn er jeg egentlig, tænker du så. Måske fordi din fødselsdato ligger i skellet mellem to perioder, som vi netop har talt om.

For de fleste er det nemt at slå op i en oversigt over datoerne for de tolv tegn. Hvis det ikke betyder så meget for dig, vælger du nok bare selv et af de to stjernetegn. Du kan vælge det ene frem for det andet, fordi du bedre kan lide navnet (enten stjernetegn engelsk / latin eller det danske) og stjernebilledet. Eller fordi det ene stjernetegns træk passer bedre på dig end det andet.

Men hvad gør du, hvis det er vigtigt for dig at kende dit korrekte stjernetegn? Her afhænger svaret faktisk af både dit fødselsår, det præcise klokkeslæt for din fødsel og dit fødested.

Lad os sige, at du opsøger en astrolog med spørgsmålet ‘Hvilket stjernetegn er jeg’ – hvad ville der så ske?

Et personligt fødselshoroskop

Jo, hvis du er født tæt på en skilledato, kan en astrolog ikke nøjes med at kigge i en almindelig datotabel. Det ville kun give dig et overfladiske svar, du allerede selv har fundet. Derfor laver astrologen i stedet et fødselshoroskop, hvor man kan se den nøjagtige placering af solen i det øjeblik, du blev født. Ligger solen lige på grænsen mellem to tegn, er der tale om en cusp-dato. Som vi talte om i ansnittet før det her, betyder det, at du officielt hører til det ene tegn, men at du måske også kan genkende sider af dig selv i det andet. Mange oplever faktisk, at denne kombination giver en ekstra dybde og gør deres horoskop mere personligt.

Så hvis du står på vippen mellem to tegn, er der kun én sikker vej til svaret: Find dit præcise fødselstidspunkt og sted, og lad en astrolog tegne dit horoskop. Det giver dig et klart billede af dit soltegn. Og måske får du også en spændende forklaring på, hvorfor du føler dig hjemme i begge verdener.

Men vent – hvad er astrologi egentlig?

Nu har jeg nævnt astrologi de første 10-15 gange, men hvad er det nu lige, at det er for en -logi? Jo, astrologien forsøger at finde mening i forholdet mellem himmellegemerne og jordiske hændelser. Det mest kendte aspekt er horoskoper, hvor man analyserer et menneskes fødselstidspunkt og -sted for at “læse” deres personlighed, muligheder og fremtid. Astrologien arbejder typisk med følgende områder:

Stjernetegn – soltegnet

Den har vi allerede dækket, men for prins Knud og andre, der lige skal samles op på vejen, tager vi den lige igen. Det soltegnet, som folk normalt henviser til, når de siger: “Jeg er vægt” eller “Jeg er skorpion”. Stjernetegn hedder også Soltegn, fordi det henviser til det stjernebillede, som Solen befandt sig i på din fødselsdag.

Solen repræsenterer din kerneidentitet, livsenergi, bevidsthed og vilje. Det handler om, hvem du er i det store billede – din grundlæggende personlighed og den måde, du naturligt udtrykker dig selv på.
Men to personer med samme soltegn kan være meget forskellige – og det skyldes netop de øvrige faktorer i horoskopet.

Ascendant – det stigende tegn

Ascendanten er det stjernetegn, der var ved horisonten i øst, præcis i det øjeblik du blev født. Hvor soltegnet handler om, hvor Solen stod på himlen, handler ascendanten om jordens rotation og det punkt, hvor himlen “stiger op” i horisonten.

Det er altså et meget personligt punkt, som ændrer sig cirka hver anden time. Derfor skal man kende fødselsdato, klokkeslæt og sted ret præcist for at kunne beregne sin ascendant.

Ascendanten handler om, hvordan du fremstår udadtil. Altså dit ydre udtryk, dit handlingsmønster og din indvirkning på andre. Mange astrologer siger, at ascendanten er “masken” vi bærer i verden, eller det “filter”, vi ser livet igennem.

Nogle føler sig faktisk mere identificeret med deres ascendant end deres soltegn, især hvis de er meget forskellige.

Planeter og deres placering i de 12 huse

I et horoskop placeres de 10 klassiske himmellegemer (Solen, Månen, Merkur, Venus, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto) i specifikke stjernetegn og huse.

I astrologien ses planeterne som forskellige psykologiske funktioner eller kræfter i et menneskes indre liv. Hver planet symboliserer noget forskelligt. For eksempel handler Solen om din kerneidentitet og dit livsformål. Månen står for dine følelser og reaktioner, mens Merkur knytter sig til tanke og kommunikation. Venus handler om kærlighed, tiltrækning og æstetik, og Mars repræsenterer vilje, handlekraft og begær. De ydre planeter – som Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto – beskriver større livstemaer og ofte kollektive påvirkninger, som udspiller sig over længere tid.

Hvor en planet står i horoskopet, siger meget om, hvordan dens energi udtrykkes. Den står nemlig altid i et bestemt stjernetegn og i et bestemt hus. Stjernetegnet farver, hvordan energien føles og opfører sig – for eksempel vil Mars i Vædderen virke hurtigt og impulsivt, mens Mars i Jomfruen handler mere præcist og beregnende.

Og så har vi husene

Husene siger noget om, hvor i livet planetens energi kommer til udtryk. De 12 astrologiske huse er ikke himmellegemer, men områder i horoskopet, som svarer til forskellige livsområder. Første hus handler for eksempel om din fremtoning og identitet, andet hus om dine ressourcer og selvværd, tredje hus om kommunikation og nære omgivelser – og så videre hele vejen rundt.

Så når astrologer kigger på et horoskop, ser de på planeternes placering i både tegn og huse. Det er samspillet mellem disse, der gør hvert horoskop unikt. Et menneske kan have Solen i Løven (et varmt og udtryksfuldt tegn), men hvis den står i det 12. hus (som handler om det ubevidste og tilbagetrækning), kan personen virke mere indadvendt og reserveret, end Løven normalt gør.

Planeterne viser altså hvad, stjernetegnene viser hvordan, og husene viser hvor i livet, energien kommer til udtryk. Det er dette system, astrologer arbejder med for at forstå personlighed, potentialer og livsretninger.

Aspekter – vinklerne mellem planeterne

Aspekter er de geometriske forhold (vinkler), planeterne danner til hinanden i dit horoskop. De fortæller, hvordan planeterne samarbejder eller udfordrer hinanden, og det har stor betydning for din indre dynamik.

Eksempler:

Trigon (120°): Let, naturligt samarbejde – ressourcer, der flyder.
Kvadrat (90°): Spænding og konflikt – noget skal bearbejdes.
Opposition (180°): Polaritet og balance – ofte i relationer.
Konjunktion (0°): To planeter står meget tæt og forstærker hinanden.

Hvis fx din Sol og Måne står i opposition, kan du opleve, at din vilje og dine følelser trækker i hver sin retning. Det giver indre spænding, men også potentiale for at lære at balancere dem.

Et horoskop er som et slags psykologisk kort, og hvert element giver en brik til forståelsen af, hvem du er, hvordan du oplever livet, og hvad der er vigtigt for dig.

Derfor siger astrologer ofte: “Du er ikke bare dit stjernetegn.” Du er en helhed, et unikt samspil mellem mange kræfter, som sammen danner et billede af dine ressourcer, udfordringer, og hvordan du kan vokse som menneske.

Flere bruger deres stjernetegn dato til at finde svar – men hvorfor?

Forskning fra blandet andet Roskilde Universitet viser, at astrologi og horoskoper er blevet trendy, også selvom astrologi hverken er evidensbaseret eller nogen eksakt videnskab. Men hvad er det, som er særligt ved astrologens horoskop?

Astrologi er lavpraktisk og lettilgængelig

Hvor religion ofte kræver tro, ritualer og fællesskab, og psykologi typisk involverer lange forløb og professionelle, tilbyder astrologien hurtig adgang til noget, der føles meningsfuldt.

Det kræver ikke medlemskab, autorisation eller dyb forpligtelse. Et horoskop kan læses i en app, i et magasin eller tolkes selv. Og så rummer stjernetegn og læsning horoskoper mange flotte billeder og symboler, som er nemme at relatere til. Forskere kalder det “hverdagsmagi”, altså et personligt, men uforpligtende redskab til refleksion og selvforståelse.

De 12 stjernetegn tilbyder mening i en individualiseret tid

Vi lever i en kultur, hvor individet i stigende grad bærer ansvaret for sin egen lykke, identitet og selvudvikling. Det kan være både befriende og overvældende. Astrologi kommer ind fra højre og tilbyder et sprog for identitet. Den har et bud på svar på spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvad er mine mønstre?

En relation til et stjernetegn giver også en fornemmelse af tilhørsforhold. “Vi skytter tænker sådan og sådan”, og det kan give fællesskab i en tid, hvor mange føler sig rodløse.

Astrologi kombinerer det personlige og det kosmiske

Der er noget dragende ved ideen om, at ens liv hænger sammen med stjernernes og planeternes bevægelser. At jeg kan læse noget om lille mig ved at kigge i mit stjernetegn og horoskop. Det tilbyder både en følelse af at være unik og samtidig forbundet med noget større. Det fylder et spirituelt tomrum hos dem, der ikke tror på Gud, men stadig ønsker mening og sammenhæng. Hvor filosofi og psykologi kan analysere og forklare, taler astrologien til det symbolske, mytiske og følelsesmæssige.

Det føles personligt – ikke dogmatisk

Astrologien dømmer ingen. Den siger fx ikke “du skal være sådan”, men “du har disse egenskaber og muligheder”. Det kan være trygt og styrkende, især hvis man befinder sig midt i en periode med usikkerhed eller krise.

Det opleves som et redskab til selvindsigt og dialog

Mange oplever ikke, at astrologi nødvendigvis skal “passe 100 %”, men at det sætter gang i refleksion. Det giver nye sprog for følelser, dynamikker og livsfaser. I modsætning til klassisk religion, der ofte handler om hvad man bør tro, lægger astrologi op til fortolkning. Det minder på den måde lidt om terapi, bare uden diagnose og behandlinger.

Stjernetegn – din egen personlige terapeut?

Apropos at anskue sit stjernetegn som en art ”lovemap” og en slags sidekick-terapeut er det faktisk sådan, at astrologi og horoskoper nogle gange bruges som en del af terapi og coaching i praksis.

Astrologi i coaching og selvudvikling

Nogle coaches tilbyder “astro-coaching”, hvor de tager udgangspunkt i en persons fødselshoroskop (soltegn, ascendant, planetplaceringer) som værktøj til at afklare karriereretning (“du har stærk Vædder-energi – måske trives du bedst med selvstændighed?”). Eller til at kortlægge personlighed og samarbejdsformer (“din Måne i Krebs gør dig særligt følsom over for utrygge omgivelser”). Det bruges også som værktøj til at håndtere udfordringer i parforhold eller venskaber (“dit Mars-Venus-aspekt kan pege på konflikter i nære relationer”)

Formål er er ikke at komme med forudsigelser, men at åbne for refleksion og nye perspektiver – ofte i en samtale, hvor klienten selv tolker med.

Der er ikke evidens for, at astrologiske placeringer korrelerer med bestemte personlighedstræk på en målbar eller konsistent måde. Her har psykologiske tests langt højere troværdighed.

Når der alligevel observeres en effekt, kan det forklares som en projektionseffekt, hvor klienten lægger egne følelser og behov ind i fortolkningen. Eller også kan der være tale om en placebo- eller refleksionseffekt, fordi man føler sig set og tænker nyt. Brugen af horoskoper kan også give en narrativ struktur, der hjælper til at skabe mening i de livsvalg, man står overfor.

Parforholdsvejledning via astrologi

Nogle par søger – og hæng nu på – astrologisk kompatibilitetstolkning (også kaldet synastri) som supplement til klassisk parterapi eller egen refleksion.

Lixtallet sprang lige et par trin over der – det synes jeg også. Men synastri betyder i sin enkelhed, at man sammenligner to personers horoskoper for at se, hvor der er “harmoni” (fx Sol-Venus-konjunktion = tiltrækning), hvor der er “udfordringer” (fx Måne i kvadrat til Saturn = følelsesmæssig distance), og hvordan man bedst kan forstå hinandens forskelligheder.

Formålet er at skabe bedre kommunikation, forståelse og accept i relationen, men terapeuten forsøger ikke nødvendigvis at vurdere, om man passer sammen, hvilket var essensen, da vi før talte om stjernetegn og kærlighed.

Som i det første eksempel er der ingen videnskabelig dokumentation for, at astrologiske “aspekter” mellem fødselstidspunkter forudsiger succes i et parforhold. Mange oplever det alligevel som nyttigt, fordi det åbner for ærlige samtaler, ofte med lavere konflikt-niveau end klassisk parterapi. Det opleves også som “neutralt”, så man kan tale om dynamikker uden at bebrejde nogen. Og så skaber det en fortælling om forholdet, som de to parter kan have i fællesskab; altså en fælles historie, som man er en del af.

Hvornår begyndte man at kigge på stjernebilleder?

Det er længe siden. Rigtig længe.

Astrologiens rødder går omkring 4000 år tilbage i tiden og opstod i de tidlige højcivilisationer i Mesopotamien, særligt hos sumererne og senere babylonerne. Her begyndte præster og astronomer at kigge på himmellegemer og registrere mønstre i det, de så. De opdagede, at planeterne bevægede sig regelmæssigt, og de begyndte at knytte himmelfænomener til begivenheder på jorden, især politiske og vejrmæssige forudsigelser.

Omkring 500 f.v.t. blev den babylonske astrologi systematiseret, og ideen om zodiakken – altså den cirkel, der deles i 12 stjernetegn – opstod. Disse tegn var oprindeligt knyttet til stjernebilleder, som solen bevæger sig igennem i løbet af et år. De 12 tegn fik navne og symbolik, blandt andet inspireret af dyr, myter og livscyklusser.

Grækerne overtog og videreudviklede astrologien, især i den hellenistiske periode (omkring 200 f.v.t. til 200 e.v.t.). Her opstod den personlige horoskop-astrologi, hvor man kigge på stjernetegn datoer og begyndte at tolke et enkelt menneskes fødselshoroskop med udgangspunkt i planeternes position på fødselstidspunktet.

Senere blev astrologien en vigtig del af den arabiske videnskabstradition og blev i middelalderen bragt tilbage til Europa, hvor den blev udbredt blandt læger, lærde og teologer.

Selv om den moderne videnskab siden har afvist astrologiens grundantagelser som uvidenskabelige, har interessen for stjernetegn og horoskoper overlevet og ændret form. I dag fungerer astrologi ofte som et psykologisk eller spirituelt værktøj snarere end et system til forudsigelse af ydre begivenheder.

Er astrologi videnskab?

Astrologi betragtes ikke som en videnskab. Moderne naturvidenskab afviser astrologi, da dens påstande ikke kan bevises eller reproduceres gennem objektiv, videnskabelig metode. Mange ser det som pseudovidenskab, altså en slags tro der ligner videnskab, men som er uden empirisk grundlag. Empiri betyder noget, som alle mennesker kan se og studere i virkeligheden.

Stjernetegnet som et spejl

Selvom astrologi ikke er en videnskab, kan stjernetegnet – og astrologi generelt – fungere som et slags spejl, mange mennesker bruger til at forstå sig selv og deres liv på en mere symbolsk, refleksiv måde. Selvom det ikke er videnskabeligt, oplever mange, at astrologien giver mening, netop fordi den sætter ord på følelser, behov og oplevelser, som ellers kan være svære at få øje på.

Personlig udvikling og selvindsigt

Astrologien tilbyder et sprog for personlighed og livstemaer. Stjernetegnet, særligt i kombination med hele fødselshoroskopet, beskriver typiske styrker, svagheder, motivationer og reaktionsmønstre. Det kan give en følelse af at blive set eller forstået på en ny måde. For eksempel kan en Vægt lære at acceptere sin tendens til at søge harmoni frem for konflikt, eller en Skytte kan blive mere bevidst om sin rastløshed og trang til frihed.

Relationer og venskaber

Mange bruger astrologi som en måde at forstå og navigere i relationer – romantiske, venskabelige eller familiære. Idéen er, at nogle tegn passer bedre sammen end andre, enten fordi de deler element (ild, jord, luft, vand), eller fordi de på en eller anden måde balancerer hinanden. Det kan give indsigt i, hvorfor man tiltrækkes af bestemte typer mennesker, og hvad der skaber gnidninger i nære relationer.

Krisehåndtering og livsovergange

I perioder med forandring eller kriser som fx tab, skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom vender mange sig mod astrologien for at få mening og retning. Her bruges ikke kun stjernetegnet, men også transitter, dvs. hvordan planeterne i øjeblikket påvirker dit horoskop. Det kan give en oplevelse af, at der er en større sammenhæng i livets op- og nedture, og at der er et formål med krisen. Måske er det at lære dig noget nyt eller forandre dig i en positiv retning.

Horoskoper og daglig vejledning

Daglige, ugentlige eller månedlige horoskoper bygger oftest kun på Soltegnet, som vi også kalder stjernetegnet, og er dermed meget generelle. Alligevel oplever mange, at de giver små påmindelser om, hvordan man kan gribe en situation an, være opmærksom på bestemte temaer eller justere sin adfærd. Det minder lidt om et moderne ritual; et øjeblik til refleksion midt i hverdagen.

Følelse af orden og forbindelse

For nogle giver astrologien en oplevelse af, at livet ikke bare er kaos – at der findes en rytme og en kosmisk orden, som vi er forbundet til. Det kan være beroligende at tænke, at vores liv bevæger sig i cykler, som har mønstre, og at vi ikke står alene med vores følelser og udfordringer.

Kreativ og symbolsk tænkning

Astrologien inviterer til at tænke i billeder, symboler og fortællinger. Den slags forestilling går langt tilbage, og mennesker har gjort det i tusindvis af år. Det er en måde at sætte ord på indre oplevelser, som ellers er svære at fange med ren logik eller fakta. På den måde kan astrologi fungere lidt som kunst, mytologi eller psykologi: som en fortolkende ramme for, hvem vi er, og hvordan vi lever.

Værdi for det enkelte menneske

Selvom astrologien ikke kan bevise sine påstande, oplever mange, at den har værdi, fordi den åbner for refleksion, samtale og personlig mening. Det er altså ikke nødvendigvis vigtigt, om stjernerne reelt påvirker os. Det vigtige er, at astrologien giver mennesker en struktur at forstå sig selv og deres liv igennem.

De 12 stjernetegn datoer – kendetegn og personlighedstræk

Ingen gennemgang af astrologiske begreber og zodiakkens stjernebilleder uden en oversigt over de typiske kendetegn ved hvert af de 12 stjernetegns perioder. Så her kommer de. Husk, at de følgende beskrivelser jo ikke er dit personlige horoskop, så det kan være, at det virker helt hen i vejret for netop dig. Bare en lille disclaimer.

Stjernetegn vædder

Stjernetegn dato: 21. marts – 20. april

Det modige, handlekraftige og impulsive stjernetegn.
Vædderen elsker at starte nyt, hader ventetid og går forrest, nogle gange uden at tænke sig om. Den typiske ledertype med pionerånd og temperament. Stjernetegn vædder er et ildtegn og det første tegn i zodiakken, hvilket afspejles i deres måde at gå til livet på: De vil fremad, og det skal være nu. Væddere er initiativrige, brave og elsker nye begyndelser, men kan også være utålmodige og temperamentsfulde. De har ofte en stærk vilje og kan tage føringen i grupper. Til gengæld kan de have behov for at lære, at ikke alle bevæger sig i samme tempo som dem selv.

Stjernetegn tyr

Stjernetegn dato: 21. april – 21. maj

Det tålmodige, jordbundne og nydelsesorienterede stjernetegn.
Stjernetegn tyr er stabil, loyal og elsker tryghed, især i form af mad, komfort og skønhed. Kan være stædig, men er til gengæld pålidelig. Tyren er et jordtegn og står for stabilitet, nydelse og tålmodighed. De er kendt for deres sans for æstetik og komfort, og mange tyre trives med rutiner og omgivelser, der føles trygge og smukke. Sætter du pris på loyale, pålidelige og grundige mennesker, er det godt at have en stjernetegn tyr i din omgangskreds. Men deres stædighed gør, at de kan have svært ved at slippe gamle vaner. Deres tilknytning til det materielle kan både være en styrke og en udfordring.

Tvillingen

Stjernetegn dato: 22. maj – 21. juni

Det nysgerrige, kommunikerende og alsidige stjernetegn.
Tvillingen er hurtig i tanke og tale, elsker idéer, debat og sociale sammenhænge. Stjernetegn tvilling kan virke overfladisk, men spreder energi og viden. Tvillinger er lufttegn og drives af nysgerrighed og lysten til at forstå verden gennem kommunikation. De tænker hurtigt, skifter let retning og er ofte sociale og veltalende. Vi er i det sociale hjørne, for stjernetegn tvilling kan charmere og netværke med de fleste. Dog bliver de let rastløse og kan kæmpe med at fokusere. For dem handler meget om at forbinde idéer og mennesker. Stjernetegn tvilling trives bedst, når tingene er i bevægelse.

Stjernetegn krebs

Stjernetegn dato: 22. juni – 22. juli

Det omsorgsfulde, intuitive og følsomme stjernetegn.
Stjernetegn krebs er et familiemenneske, som knytter sig stærkt til familie og nære relationer og har en stærk indre verden. Beskytter dem, den elsker, men kan trække sig tilbage, hvis den føler sig såret. Som du måske husker fra tidligere, er stjernetegn krebs et vandtegn og et af de mest følelsesstyrede tegn i zodiakken. De er tæt knyttet til hjemmet og fortiden og har et stærkt behov for følelsesmæssig tryghed. Man kan sige, at stjernetegn krebs undertiden lider en del af nostalgi. Deres omsorg er dyb og ægte, men de kan også blive overbeskyttende eller trække sig, hvis de udsættes for kritik, angreb, tvivl eller uforstående omgivelser. Mange krebs er intuitivt stærke og opfanger let andres stemninger.

Stjernetegn løve

Stjernetegn dato: 23. juli – 23. august

Det stolte, kreative og karismatiske stjernetegn.
Løven elsker at skinne – både på scenen og i sociale rum – og har behov for at føle sig værdsat. Man kan næsten forestille sig det ud fra navnet, at stjernetegn løve kan være storslået, men også dramatisk og dominerende. Løven er et ildtegn med naturlig karisma og et behov for at udtrykke sig. De elsker at stå i centrum, men ikke bare for opmærksomheden: For stjernetegn løve er målet at inspirere og løfte andre med deres entusiasme og hjertevarme. Løver er stolte og generøse, men kan også blive for fokuserede på deres image. Når de føler sig anerkendt og værdsat, blomstrer de, og de får ofte også andre til at gøre det.

Stjernetegn jomfru

Stjernetegn dato: 24. august – 23. september

Det analytiske, detaljeorienterede og hjælpsomme stjernetegn.
Jomfruen lægger mærke til det, andre overser, og drives af ønsket om orden og forbedring. Har høje standarder – også for sig selv – og kan blive selvkritisk. Jomfruen er et jordtegn, som drives af behovet for struktur, præcision og at være til gavn. De er analytiske og detaljeorienterede og trives med at forbedre egen og andres formåen. Stjernetegn jomfru er ofte ydmyge og arbejdsomme, men kan også blive kritiske, igen gælder det både over for sig selv og andre. Mange finder ro i at gøre noget konkret og nyttigt og i at finde mønstre, hvor andre ser kaos.

Stjernetegn vægt

Stjernetegn dato: 24. september – 23. oktober

Det diplomatiske, æstetiske og samarbejdsvillige stjernetegn.
Vægten søger harmoni og balance, elsker skønhed og relationer. Konfliktsituationer skal stjernetegn vægt ikke bede om, og befinder de sig på sidelinjen, kan de have svært ved at vælge side. Vægten er et lufttegn, der søger balance, hvorfor en vægt er et udmærket symbol. De har en stærk evne til at se flere sider af en sag og er ofte gode diplomater og mæglere. Vægte har en forkærlighed for æstetik og relationer og kan fremstå charmerende og sociale. Samtidig kan stjernetegn vægt, som i konflikten, også være beslutningssvage, fordi de hele tiden vejer for og imod. De fungerer bedst i balance, både indre og ydre.

Stjernetegn skorpion

Stjernetegn dato: 24. oktober – 23. november

Det intense, passionerede og dybe stjernetegn.
Skorpionen har stærke følelser og behov for kontrol og dyb forbindelse. Du vil opleve, at stjernetegn skorpion er mestre i at læse mellem linjerne, hvilket også kan gøre dem jaloux eller hemmelighedsfulde. Skorpionen er et vandtegn med intens dybde og følelsesmæssig kraft. De søger det, der er ægte og uforfalsket, og kan ofte gennemskue andre med skarp intuition. Skorpioner beskytter deres sårbarhed med et stærkt ydre, men er i virkeligheden meget følsomme og loyale. Deres behov for kontrol kan blive en skygge, men når de åbner sig, er deres tilknytning dyb og livslang.

Stjernetegn skytte

Stjernetegn dato: 24. november – 21. december

Det eventyrlystne, optimistiske og frihedssøgende stjernetegn.
Skytten elsker at rejse, både fysisk og mentalt, og søger sandhed, mening og horisonter. Der er ikke noget med at holde sig tilbage for stjernetegn skytte. De taler ofte lige ud af posen og hader at føle sig bundet. Skytten er et ildtegn, der higer efter frihed, oplevelser og viden. De er optimistiske, filosofiske og elsker eventyr. De trives med at udforske nye ideer, steder og perspektiver, men kan også virke rastløse eller ufølsomme over for andres grænser. Heldigvis har stjernetegn skytte en evne til at løfte stemningen og se det store billede, selv i mørke tider.

Stjernetegn stenbuk

Stjernetegn dato: 22. december – 20. januar

Det ambitiøse, ansvarlige og strukturerede stjernetegn.
Stenbukken arbejder målrettet og langsigtet, har sans for hierarki og realisme. Stjernetegn stenbuk kan godt virke reserverede, men er dybt loyale og standhaftige. Stenbukken er et jordtegn, som tager livet alvorligt og arbejder utrætteligt mod noget målbart. De er arbejdsomme, og hos stjernetegn stenbuk findes ofte også en stærk ansvarsfølelse i forbindelse med arbejdet. Stenbukke motiveres af resultater og respekt, men kæmper nogle gange med at give slip eller vise sårbarhed. Under den kontrollerede overflade gemmer sig dog ofte et tørt, humoristisk lag. Desuden kan der også, under den hårde facade, gemme sig en dyb længsel efter nærhed i stjernetegn stenbuk.

Stjernetegn vandmand

Stjernetegn dato: 21. januar – 19. februar

Det originale, visionære og uafhængige stjernetegn.
Vandmanden, eller det mere kønsneutrale vandbæreren, tænker nyt, går mod strømmen og engagerer sig ofte i kollektive idealer. Stjernetegn vandmand social, men holder ofte en vis distance. Vandmanden er et lufttegn, der søger fornyelse, frihed og fællesskab. De tænker originalt, ofte i systemer, og har et stort behov for at være autentiske, også selv hvis det betyder at være anderledes. Vandmænd er fremtidsorienterede og sociale, men kan samtidig være distancerede følelsesmæssigt. I stjernetegn vandmand bor et stærkt retfærdighedsinstinkt, og de ønsker derfor ikke blot at forbedre sig selv. Deres ønske om bedring og fremskridt gælder for medmennesker og samfund generelt.

Stjernetegn fisk

Stjernetegn dato: 20. februar – 20. marts

Det empatiske, drømmende og intuitive stjernetegn.
Hos stjernetegn fisk er der overflod af menneskelige værdier. Fiskene er følsomme og spirituelle, og de besidder stor indlevelsesevne. De kan være kunstneriske og medfølende, men har også tendens til at flygte fra virkeligheden. Fiskene er et vandtegn, der lever med én fod i den virkelige verden og én i det spirituelle, kreative og drømmende univers. De er medfølende, fantasifulde og meget påvirkelige over for andres følelser. Fiskene har evnen til at forstå det, der ikke kan forklares logisk, men kan også flygte fra virkeligheden, hvis den bliver for hård. De trives, når de kan give noget meningsfuldt videre til andre.

Zodiakken og kaldenderåret

Findes der en juli-løve og en august-løve?

Det har jeg nemlig undret mig over.

Hvis du aldrig selv har tænkt over det, er du nok lidt forvirret lige nu, så lad mig give dig lidt baggrund for mit spørgsmål.

Når man skal definere året, tænker mange automatisk i kalenderens måneder, fordi de er så velkendte og praktiske. Men astrologien er jo ikke bygget op omkring månederne som sådan. Den er bundet til solens bevægelse gennem zodiakken (dyrekredsen). Derfor strækker hvert stjernetegn sig altid ind over to måneder, og det er netop tegnene og ikke månederne, der anses for at bære de karaktertræk, astrologien arbejder med.

Hvis man fx er født i Vandmandens tegn, spiller det altså ikke umiddelbart nogen rolle, om man er født i slutningen af januar eller i begyndelsen af februar. Man betragtes stadig som Vandmand, og de personlighedstræk, astrologien knytter til tegnet, gælder uanset hvilken måned, man falder i. Man opdeler ikke sådan, at januar-Vandmænd skulle have en helt anden type karaktertræk end februar-Vandmænd.

Når astrologer alligevel kan tale om forskelle inden for et tegn, handler det faktisk ikke om kalenderen, men om graderne i tegnet og samspillet med andre planeter i fødselshoroskopet. En Vandmand født tidligt i tegnet kan fx være påvirket af planeter, der stadig står i Stenbukken, mens en Vandmand født sent i tegnet kan have planeter, der allerede er på vej ind i Fiskene. Det betyder, at to Vandmænd kan udtrykke sig meget forskelligt, afhængig af fødselsmåned. Men forskellen skyldes horoskopets samlede billede og ikke direkte, hvilken måned de er født i.

Men hvad nu hvis vi leger med tanken om at tage hensyn til fødselsmåneden, når vi laver beskrivelsen af en persons karaktertræk? Altså hvis vi tager højde for, at der fx kan være en skvis jomfru i en september-vægt, og en snas skorpion i en oktober-vægt?

Så kunne beskrivelserne se ud på følgende måde:

Stjernetegn januar

Stjernetegn januar er den finde blanding af stenbukken og vandmandens træk.

Mennesker født i januar bærer en snert af stenbukkens disciplin og ansvarsfølelse, men med vandmandens spirende trang til frihed og originalitet. De kan virke alvorlige og jordnære på overfladen, men gemmer ofte på en kreativitet, der først for alvor folder sig ud senere i livet.

Stjernetegn februar

Rykker vi en måned frem til stjernetegn februar, finder vi en kombination af vandmanden og fiskene.

I februar mødes vandmandens klare intellekt og trang til frihed med fiskenes følsomhed og længsel efter opløsning. Det kan skabe mennesker, der både vil forstå verden med skarp logik og samtidig mærke den med hele deres sjæl. Stjernetegn februar kan være fanget mellem en kølig rationalitet og en dyb intuition, mellem at ville forandre verden og at ville flyde med strømmen. Splittelsen kan give uro, men også en særlig evne til at forene tanker og følelser.

Stjernetegn marts

Stjernetegn marts er en sammensmeltning af træk fra fiskene og vædderen.

Marts-børn bærer på fiskenes blide drømme og vædderens brændende vilje. Den ene side vil forsvinde ind i fantasi og følsomhed, mens den anden vil bryde frem, handle og erobre. Stjernetegn marts kan opleve det som en indre kamp mellem passivitet og aktivitet, mellem drøm og handling. Men netop denne spænding kan skabe mennesker, der både evner at føle dybt og turde handle på det, de tror på.

Stjernetegn april

Forårsmåneden bliver til en stjernetegn april, der rummer vædderen og tyren.

April-mennesker har vædderens ildfulde fremdrift, men med et strejf af tyrens ro og sanselighed. De er handlekraftige og modige, men også jordbundne nok til at værdsætte stabilitet og nydelse. Ofte er de både iværksættere og nydere af livets små glæder.

Stjernetegn maj

Bladene bliver lige så stille grønne, mens stjernetegn maj skifter fra tyren til tvillingerne.

Maj bringer tyrens tålmodighed og kærlighed til det sanselige, men også tvillingens livlige og foranderlige energi. De kan være både tryghedssøgende og eventyrlystne, praktiske og samtidig rastløse, altid i spændingsfeltet mellem at bygge noget op og at søge nye horisonter.

Stjernetegn juni

Vi tager hul på sommeren med stjernetegn juni med sine to tegn, som er tvillingerne og krebsen.

I juni står tvillingens legende og nysgerrige natur stærkt, men med krebsens følsomhed på vej ind. De er ofte sociale, hurtige i tanke og tale, men også mere omsorgsfulde og bløde, end de først giver indtryk af. De kan kombinere intellektuel skarphed med emotionel varme.

Stjernetegn juli

Stjernetegn juli siger farvel til krebsen og goddag til løven.

I juli finder vi krebsens omsorgsfulde blidhed side om side med løvens stærke stolthed. Den ene side længes efter tryghed, hjem og nære relationer, mens den anden higer efter at udtrykke sig, blive set og skinne. Mange stjernetegn juli føler splittelsen mellem at gemme sig bag beskyttende mure og at træde frem i rampelyset. Men kombinationen kan også føre til mennesker, der forener sårbarhed med styrke og omsorg med skabertrang. Mon mange kunstnere er født i stjernetegn juli? De lyder i hvert fald som typisk kunstneriske typer.

Stjernetegn august

Så er vi kommet til stjernetegn august, som er en blanding af løven og jomfruen.

August rummer løvens selvsikre glød og livskraft, men også jomfruens sans for detaljer og pligt. Disse personer kan være både flamboyante og jordnære, kunstneriske og praktiske, stolte ledere og ydmyge arbejdere – ofte i ét og samme menneske.

Stjernetegn september

Sensommeren er skøn, og stjernetegn september er en måned, der byder på både jomfruen og vægten.

I september finder vi jomfruens analytiske og omhyggelige natur blandet med vægtens sociale balance. De er ofte kloge og strukturerede, men også optagede af harmoni og skønhed. De søger både orden i det praktiske og harmoni i relationer.

Stjernetegn oktober

Stjernetegn oktober starter med vægten og slutter i skorpionens tegn.

Oktober-børn har vægtens trang til balance og harmoni, men mærker samtidig skorpionens dybe intensitet. Den ene af stjernetegn oktober ønsker fred, lethed og skønhed, mens den anden søger sandhed, passion og dybde, selv når det er smertefuldt. Denne modsætning kan skabe indre uro, men også en sjælden evne til både at indgå i relationer på overfladen og at dykke helt ned i deres inderste lag. De kan være både diplomatiske og kompromisløse.

Stjernetegn november

Vi står lige foran vinteren, mens stjernetegn november begynder i skorpionens tegn og slutter i skyttens.

I november mødes skorpionens indadvendte, hemmelighedsfulde natur med skyttens åbne, ekspansive energi. Det kan give mennesker, der både er draget mod det skjulte og det offentlige, mod introspektion og eventyr. De kan opleve en splittelse mellem at søge ind i dybderne og at ville ud i verden, mellem mørke og lys. Når stjernetegn november formår at forene de to, kan de dog blive visionære sjæle, der både kan gennemskue og inspirere.

Stjernetegn december

I den søde måned, som er stjernetegn december, smelter skytten sammen med stenbukken omkring d. 21.

I december står skyttens idealisme og frihedstrang over for stenbukkens realisme og ansvar. Her kan man både længes efter at følge drømmen og mærke tyngden af forpligtelse. Det giver ofte en indre splittelse mellem optimisme og alvor, mellem lysten til at rejse ud i verden og nødvendigheden af at bygge noget varigt. Men det er også netop her, store visioner kan finde en konkret form. Glædelig jul til alle stjernetegn december derude.

Flydende og dynamisk

Opdelingen her er lidt anderledes. For nogle astrologer er den oplagt, mens den for andre kan virke kontroversiel. Men at kigge til kalendermånederne og forsøge at forbinde de stjernetegn, der mødes her, kan altså noget.

Hver måned har sin egen særlige blanding, hvor den astrologiske overgang fra ét tegn til det næste sætter sit præg. Det skaber en mere flydende og dynamisk forståelse af personlighedstræk, end hvis man ser tegnene som skarpt adskilte.

Stjernebilledernes navne

De fleste stjernebilleder ligner ikke det, de er opkaldt efter, hvis man bare kigger op på nattehimlen i dag. Men navnene har alligevel overlevet i tusinder af år, og det skyldes først og fremmest mytologi, kultur og symbolik, ikke egentlig visuel lighed.

Findes der nogle bud på, hvordan stjernetegnene og stjernebillederne har fået deres navne? Ja, det gør der. Lad os kigge på det.

Navnene stammer fra antikken – ikke fra moderne observationer

De 12 stjernetegn har deres oprindelse i babylonsk og senere græsk astrologi. De blev systematiseret omkring 500 f.v.t., og de babylonske astrologer delte ekliptikaen (Solens årlige bane set fra Jorden) op i 12 lige store stjernebilleder à 30 grader hver.

Disse områder fik navne baseret på, hvad man symbolsk eller kulturelt forbandt med stjernernes former eller årets gang – ofte hentet fra dyr, mennesker og gudeskikkelser.

Eksempler på, hvordan navnene opstod:
Vædderen (Aries): Blev associeret med forårsjævndøgn og symboliserer nyt liv og styrke. Mytisk knyttet til den gyldne vædder i græsk mytologi (Jason og det gyldne skind).

Tyren (Taurus): Det her stjernebillede har en tydelig “V-form” i stjernerne (Plejaderne og Hyaderne), som kan minde om horn. Tyren var et vigtigt dyr i frugtbarhedskulter og mytologier (bl.a. Zeus som forvandler sig til en tyr).

Tvillingerne (Gemini): Repræsenterer Castor og Pollux, som er tvillingebrødre i græsk mytologi, hvoraf én var udødelig. Der findes to klare stjerner (Castor og Pollux) i stjernebilledet, som symboliserer netop dem.

Løven (Leo): Løven var et symbol på styrke og kongeagtighed. I græsk mytologi repræsenterer løvesymbolet det kæmpestore Nemeiske Løve, som Herkules dræber i én af sine heltegerninger.

Skorpionen (Scorpius): Dette stjernebillede kan minde om en skorpion med dens lange hale og en klo-lignende buge. Mytisk knyttet til historien om Orion, som blev dræbt af en skorpion.

Symbolikken var vigtigere end realismen

Astrologi og mytologi var tæt sammenvævet i oldtiden. Formålet var ikke at tegne nøjagtige billeder på himlen, men at give himlen symbolsk og religiøs betydning. Derfor blev nogle figurer ligesom lagt ned over stjernerne, uanset om formen passede præcist eller ej.

For eksempel blev vægten (Libra) først tilføjet senere og symboliserer balance; midtpunktet i zodiakken. Oprindeligt blev vægten set som skorpionens kløer. Jomfruen (Virgo) blev ofte forbundet med gudinden Demeter eller Astraea, som er symbol på høst, renhed og visdom. Ikke fordi stjernerne ligner en kvinde, men fordi det passede med tidspunktet for høsten.

Nutidens stjernebilleder bygger stadig på disse gamle navne

I dag har astronomien formelt opdelt himlen i 88 stjernebilleder (IAU, 1930), men de 12 zodiakale tegn er stadig de samme. De følger nemlig ekliptikaens rute.

Astrologer bruger dog ikke længere stjernernes faktiske placeringer (pga. jordens præcession), men en symbolsk inddeling, hvor fx vædderen altid starter ved forårsjævndøgn, også selvom Solen rent astronomisk står i fiskenes tegn.

Stjernetegn engelsk – kan man oversætte stjernebilledernes navne?

Nej, det kan man ikke. Man gør det i hvert fald ikke.

Når taler stjernetegn engelsk, taler man faktisk stadig latin. Med andre ord bruger man de latinske betegnelser som Aries, Taurus og Gemini i stedet for at oversætte dem til almindelige engelske ord. Det hænger sammen med astrologiens og astronomiens historiske rødder i antikken, hvor latin fungerede som videnskabens og lærdommens fælles sprog. De gamle grækere og romere systematiserede zodiakken og knyttede hvert tegn til mytologiske figurer, og da astrologien senere blev overleveret gennem middelalderens universiteter og renæssancens lærdom, var det på latin, man skrev og lærte.

Derfor har de latinske betegnelser hængt ved helt op til i dag. De bruges ikke kun på engelsk, men på de fleste andre sprog, når det gælder den astrologiske tradition. Grunden er nok, at det giver en vis tyngde og en følelse af kontinuitet, når tegnene stadig omtales med deres gamle navne.

Forestil dig, at man oversatte Leo til “Lion” eller Pisces til “Fishes” i daglig tale. Det ville lyde mærkeligt, endda lidt skørt. Og det skøre element ville fjerne noget af den kulturelle og symbolske resonans, som netop ligger i de latinske betegnelser. Man kan altså sige, at brugen af latin ikke bare er en praktisk arv, men også en måde at bevare astrologiens forbindelse til dens historiske og mytologiske rødder.

Hvorfor oversætter vi så selv?

Grunden til, at vi på dansk har oversat stjernetegnene og bruger navne som Vædderen, Tyren og Tvillingerne i stedet for de latinske betegnelser, handler først og fremmest om sproglig tilgængelighed. Astrologi har gennem tiden ikke kun været et lærdomsfelt for de få, men også en folkelig praksis, og i Danmark har vi altså valgt at putte den gode latin en tur gennem oversætteren og gøre den lokal. På den måde er navnene lette at forstå og genkendelige for alle. Det gør sproget mere levende og nærværende, og det forankrer astrologien kulturelt i vores egen fortælle- og billedverden.

Nå, det var jo engelsk vi kom fra. Men da der ikke findes et decideret stjernetegn engelsk, og vi stadig bruger latin, så lad os lige få de latinske navne for en god ordens skyld. Så kan du også tale om stjernetegn over there. De kommer her:

Vædderen – Aries
Tyren – Taurus
Tvillingerne – Gemini
Krebsen – Cancer
Løven – Leo
Jomfruen – Virgo
Vægten – Libra
Skorpionen – Scorpio
Skytten – Sagittarius
Stenbukken – Capricornus
Vandmanden – Aquarius
Fiskene – Pisces

Det 13. stjernetegn

Hov. Er der ikke noget med et sidste stjernetegn? Et 13. stjernebillede?

Jo. Der findes et 13. astronomisk stjernebillede, som Solen faktisk passerer igennem i løbet af året. Det 13. stjernetegn hedder slangebæreren (Ophiuchus på latin).

Hvad er Slangebæreren (Ophiuchus)?

Ophiuchus ligger på himlen mellem Skorpionen og Skytten og forestiller en mand, der holder en slange. Solen passerer gennem dette stjernebillede hvert år fra omkring 30. november til 18. december (datoerne kan variere lidt afhængigt af kilden).

Det betyder, at hvis man gik efter den faktiske astronomiske position, ville nogle mennesker, der i dag er skytter, i stedet være født i slangebærerens stjernetegn.

Hvorfor har astrologien så kun de 12 stjernetegn?

Der er flere årsager til, at det klassiske horoskop stadig kun arbejder med 12 tegn.

Astrologien er symbolsk, ikke astronomisk

Vestlig (tropisk) astrologi baserer sig på årstidernes cyklus, ikke stjernernes aktuelle position. Solens rejse gennem de 12 tegn følger solåret, hvor hvert tegn repræsenterer 30 grader af ekliptikaen (360°/12 = 30°). Slangebæreren passer altså bare ikke ind i den her meget regelmæssige inddeling.

De 12 tegn er koblet til årstidernes rytme

Tegnene har rødder i både babylonsk og græsk kultur og svarer til forårets begyndelse (vædder), høst (jomfru), vinterens mørke (stenbuk) osv. Der er en dyb symbolik i at dele året op i 4 årstider × 3 modaliteter = 12 tegn. 13 er lidt et skævt tal midt i al den orden.

Slangebæreren blev udeladt allerede i oldtiden

Babylonerne kendte til Ophiuchus, men valgte at ignorere det, da det ikke passede ind i det pæne 12-delte system. Det samme gjorde grækerne senere. Det var altså en bevidst beslutning, ikke en fejl. Nærmest som om vi altid har haft en slags OCD omkring det her 12-talssystem.

Slangebæreren fik en art genfødsel omkring 2011, hvor NASA i en artikel påpegede, at Solen astronomisk bevæger sig gennem 13 stjernebilleder. Mange troede fejlagtigt, at astrologien havde taget fejl, men pointen var bare, at astrologien og astronomien arbejder ud fra forskellige systemer.

Der findes faktisk en gren af astrologien – sidereal astrologi, som bruges i fx Indien – der tager hensyn til stjernernes aktuelle placering. Nogle sidereal-astrologer arbejder med slangebæreren, men det er stadig en minoritet.

Må jeg sætte mine ben i din inbox?
Du tror nok, at jeg bare er en streg i luften, men det er faktisk mig, der kommer med alt det nye. Og det tegner godt, kan du tro.
icon
Background image
7 print selv tegninger til farvelægning
Lad ungerne hygge sig med at farvelægge 7 fine A4-tegniger, der er lige til at printe.