For mange år siden stod jeg i butik hos en urmager, som solgte ure og smykker. Her kom folk nogle gange ind og skulle bruge en dåbsgave. Og hvad skulle det så være? Mange valgte den lille forsølvede eller fortinnede ramme, fotoalbummet eller måske dåbsrøret.
Superfint så det ud, når det så blev graveret med babys informationer. Men hvornår blev det brugt? Rammen passer ofte ikke ind i ungdommelig indretning, og fotoalbummet er til rigtige, ægte, fremkaldte fotos … Behøver jeg sige mere?
Dåbsplakater – en skøn håndlavet gaveide
Jeg forstår godt, at mange vælger en plakat som gave, når en barnedåb nærmer sig. Og nu, hvor vi endelig får lov til at samles og fejre glædelige begivenheder igen, skal det selvfølgelig være muligt for dig at finde dåbsplakater her hos mig. Derfor har jeg lavet en lille håndfuld, der kommer ind i shoppen, efterhånden som de bliver klar.
Inspiration fra børnebøger
Hvis der er noget, man ikke går ned på, er det elskelige tegninger og figurer henvendt til børn. Den første inspiration til dåbsplakaterne kom da også til mig fra en af min datters (faktisk mine egne gamle) pixibøger. Bogen handler om en kattekilling, der sutter på sin tommelfinger til sin mors store frustration. På min plakat er katten er ikke længere en kat, men en bamse – det er den, der kigger op på stjernerne, og som har plads til navn og fødselsdato.
Som med de fleste andre plakater her på UnikPlakat er alle dåbsplakaterne startet som blyantstegninger.
Når de er klar, lægger jeg dem ind i mit tegneprogram og finder ud af, hvilken pen og stil der passer til netop disse plakater.
Når jeg har tegnet skitserne ind på min iPad, vælger jeg farvenuancer til en blå og en lyserød udgave.
Når farverne er på plads, flytter jeg tegningerne fra ét tegneprogram til et andet og arbejder videre med dem på storskærm via computeren. Her kan jeg flytte rundt på tegningens forskellige elementer, så dåbsplakaten til sidst får det udtryk, jeg gerne vil have.
Din information på dåbstavlen
Nu kommer teksten. For når tegningerne er på plads og står, som de skal, sætter jeg eksempel-tekster ind, hvortil jeg bruger meget krudt på at vælge skrifttype, farve og eventuelle effekter. Når du bestiller en plakat, skal du udfylde felterne med information, så jeg ved, hvad jeg skal skrive ind på plakaten, før jeg printer den.
Kunne det være rart at se, præcis hvordan dine informationer ser ud på plakaten? Selvfølgelig kunne det det. Men det er lidt vanskeligt at få til at spille rent teknisk, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan man gør. Det finder jeg ud af en dag, så jeg kan gør din oplevelse endnu bedre. Husk, at hvis du er i tvivl om noget eller ønsker andre/flere informationer på en plakat, kan du altid skriv til mig via mail eller kontaktformular. Så vil jeg prøve at opfylde dine ønsker.
Fik jeg fortalt dig, at alle dåbsplakater selvfølgelig fås til både prinser og prinsesser? Det gjorde jeg vist ;-)
Fødselstavlen er en personlig gave fra hjertet
Det siger sig selv, at en dåbsplakat med navn er en personlig gave.
Men den er også personlig, fordi den er håndlavet. I dag hænger de fleste varer sammen med metermål, masseproduktion og maskinteknik.
Mine plakater er en undtagelse.
Jeg står bag samtlige streger, farver og design. Og selvom jeg aldrig tæller, ved jeg, at jeg har tilbragt mange timer sammen hver hver eneste af de plakater, der måske bliver din næste dåbsgave.
Så ja – her får du personlige dåbsplakater. Men du får også håndværk og masser af kreativ kærlighed. Derfor håber jeg meget, at værterne for dåben bliver glade for gaven :-)