Ophæng af plakater lyder som den nemmeste opgave i verden. Men det er det ikke. I hvert fald ikke hvis du er født uden et handy-bone og aldrig har opereret en boremaskine. En skrue er nemlig ikke bare en skrue. Det ved jeg, fordi jeg for et par år siden valgte at sætte mit ægteskab på spil og bygge en lille terrasse sammen med min mand. Der er tosset mange slags skruer!
Og netop skruer er nødvendige, når du skal hænge plakater op.
På film og små reklamevideoer, hvor det skal gå stærkt, ser du tit, at et søm får tre pløk med en hammer. Og så er vi færdige med det pjat. Men hvad du ikke ser er, at plakaten falder ned 24 sekunder efter, at kameraet slukker.
Det, jeg prøver at sige, er, at søm ikke holder. Du skal have fat i de rigtige skruer og dertilhørende rawplugs. Medmindre du bor i en træhytte. For så kan du sikkert godt hænge ting op med søm, selvom en håndværker nok også anbefale dig et par træskruer til projektet.
Så altså.
Du skal bruge en boremaskine og en skruetrækker. Hvilken type skruetrækker og bor kommer naturligvis an på skruen. De to har sådan en slags puttekasse-puslespilsting kørende, hvor de skal passe sammen, før bussen kører.
Og så skal du vide, hvilken type væg du står og kigger ind i. Typisk er det enten gips, mursten eller beton.
(Hvis det er strå, så bare giv fortabt allerede nu.)
Sådan hænger du plakater på en gipsvæg
Gipsvægge er lavet af gipsplader. Gips er et blødt kalksammensurium, som man ofte bruger, hvis man fx skal forvandle ét rum et gammelt hus til to værelser med en skillevæg. Så bygger man et træskelet og skruer gipspladerne fast på hver side af dem. Det har vi gjort hjemme hos mig. Det har du måske også. Altså hjemme hos dig selv.
Gipsvægge er den mest udfordrende vægtype at hænge ting op på. De er skøre, bløde og kun omkring 1 cm tykke. Men du skal ikke være ked af din gipsvæg, for du kan sagtens hænge ting op på den. Med måde. For du kommer nok ikke i mål, hvis din vision for gipspladerne er store væghængte reolsystemer, hvori du kan udstille din imponerende samling af antologier. Men plakater i rammer er bestemt muligt. Vi har selv gjort det, og de hænger der stadig.
Nu til sagen.
Udstyr til ophæng på gips
Du skal have fat en pakke med specielle gipsplugs og skruer. Sådan en plug har flere navne, og nogle steder kan du finde den arkiveret under betegnelser som gipspladeplug eller bare gipsdybel. Nogle gipsplugs er af metal, andre af plastik (nylon). Det betyder ikke så meget, hvad du vælger. Gipspluggen har et selvskærende gevind, som borer sig ind i gipsen, når du skruer med skruetrækkeren. Her skal du ikke have boremaskinen frem, da den er for kraftig, og du risikerer at ødelægge hele skidtet. Når pluggen er på plads, er det ind med en af de medfølgende skruer.
Et voila.
Pas på rør og ledninger
Hvis du selv har bygget gipsvæggen, så har du fuldstændig styr på, hvordan man hænger ting op på den, så det gætter jeg på, at du ikke har. Altså bygget den selv. Men hvis du gerne vil vide, hvor træskelettet sidder, så du kan bore ind i det, findes der elektroniske aggregater, der kan afsløre det. De kan i øvrigt også afsløre, hvor der løber rør og ledninger bag en gipsvæg. Sådan en bandit kaldes for en vægscanner, vægdetektor eller lægtesøger. Find selv på flere. Det er surt (og potentielt farligt) show at ramme et rør eller et kabel, så den kan være god at have. Du er derfor velkommen til at bruge opgaven med at hænge plakater op på din gipsvæg som undskyldning for at købe nye gadgets.
Tip: Tjek lige hovedet på den skrue, du vælger. Nogle gange er ’øjet’ i ophænget bagpå rammen ret så lille og vil ikke kunne passe omkring et stort skruehoved. De rammer, vi har i shoppen i dag, har rummelige ophæng bagpå, så det bør ikke give dig problemer. Men vi havde engang rammer, hvor især ‘øjet’ eller ‘øskenen’ på A4- og A3-ophænget, var så bittelille, at kun ganske små skruer kunne passe. Så vær opmærksom på det.
Sådan hænger du plakater op på en murstensvæg
Mit hus er fra 30’erne. En gammen murermestervilla med masser af murede vægge. Sådan er det med gamle huse. Det gode ved det hele er, at mursten har en olympisk bæreevne, som gipsen slet ikke kan matche. Til gengæld er der også minefelter (også kendt som fuger), og du skal have det tunge værktøj frem. Her kommer du nemlig ingen vegne med en skruetrækker.
Boremaskinen må til hånden. Og du skal bore med et murerbor, der matcher den størrelse rawplug, du har valgt til opgaven.
Når du skal forberede ophæng på en murstensvæg, er det vigtigt, at du borer direkte i murstenene og helst et stykke fra kanten. Fugerne er tit porøse og smuldrer, når du forsøger at få skruen til at binde. Men selve murstenen er solid nok til at holde på en rawlplug.
Når du har boret et passende hul, der er stort og dybt nok til, at du kan banke rawpluggen på plads, mangler du bare skruen. Og igen – der findes mange slags skruer. Det betyder ikke så meget, hvilken skrue du vælger indendørs. Bare skruen passer til pluggen, og skruehovedet ikke er for stort til det ophæng, der sidder på rammens bagstykke. Nogle plakatrammer har ophæng med et meget lille øje, og dur det ikke med det alt for stort skruehoved.
Og forresten … Det der med at være forsigtig ift. at ramme ting inde i væggen gælder selvfølgelig også for murstensvægge. Igen må jeg henvise til vægscanneren (eller måske multidetektoren?). Det er bare en rigtig fino ide at lege amatørarkæolog lokalisere gamle horn og andet vikingemønt (alias el-ledninger, signalkabler og rør) i væggen, før du borer.
Sådan hænger du plakater op i en betonvæg
Så vidt jeg er underrettet, begyndte man at bygge huse af beton i 50’erne. Og ligesom med skruerne gælder det, at beton ikke bare er beton. Det har flere aliasser som fx gasbeton, porebeton, letbeton og skumbeton. Den sidste der under mig lidt, for i mit hoved kunne skum og beton ikke ligge længere fra hinanden på listen over egnede materialer til babymadrasser og trampolingrave. Men sådan er der jo så meget.
Når du skal hænge plakater op i dit nyere hus med betonvægge, skal du bruge – surprise! – specielle skruer. Til den her opgave hedder de fx gasbetonplug, gasbetondybel, specialanker til beton eller forankringsskruer. Princippet er det samme som ved gipsvæggene, fordi gasbeton faktisk er et blødt materiale. Pluggen skærer sig ind i betonen, hvorefter du skal montere en passende sikkerhedsskrue i pluggen.
Der findes også en mulighed, der hedder betonkroge, som skal bankes på plads med en hammer. Jeg har ingen erfaring med sådan nogle, men mit gæt er, at pluggen holder bedre. Hvis du slår dem op, kan du se, at de ser lidt underernærede ud. Men det er et frit land, og står du fx med en lille A4-plakat, går det nok med en krog.
Udstyr til ophæng på massiv beton
Til sidst findes der selvfølgelig også den slags betonvægge, der ikke har spor at gøre med skum. De massive, solide betonvægge.
Av min arm.
Her fifler du forgæves med en almindelig boremaskine. Også selvom den er fuld af slag og peps. Til den udfordring skal du bruge en borehammer, som ligner en almindelig boremaskine, blot med et ekstra håndtag. Indeni har den mange flere muskler og er din arbejdshest, når du skal lave huller i heavy-duty-materialer som massive betonvægge. Til eksempelvis døre og vinduer skal særligt stærke plugs til, men da du bare skal have en plakatramme op at hænge, kan du nøjes med de ramme rawplugs som til en murstensvæg. Og så en passende skrue til at afslutte projektet med.
Bum bummelum. Det markerer slutningen på min lille guide til at hænge plakater op i alskens materialer og vægtyper. Jeg håber, at den gav dig mod på at hænge din plakat op selv.