Nye plakater hver uge Høj papirkvalitetRigtigt glasFri fragt fra 499,-Levering: 1-3 hverdage

Hvem er vi?

Vi er dem, du handler hos.

Det er så her, du plejer at møde en lirekassemelodi i retning af, at vi har en stor passion for indretning. At vi brænder for unikke designs. At vi bare ikke kunne finde lige de plakater, vi manglede, på markedet og derfor besluttede selv at lave dem. Og at vi synes, smukke plakater skal være tilgængelige for alle.

ABC plakat - Plakat med bogstaver og illustrationer

Hvis du har besøgt et par af vores kolleger på markedet, har du hørt melodien før, har du ikk?

Jo, den har da sin helt egen schwung over sig.

Men det er ikke rigtigt, det hele. Ikke for vores vedkommende i hvert fald. For vi har faktisk ikke nogen særlig stor passion for indretning. Og der er ret mange plakater at vælge imellem derude – endda til en pris, hvor de fleste kan være med.

Det der med indretningen – det regner vi egentlig med, at du har fuldstændig styr på. Til gengæld er vi pjattede med at tegne og designe labre ting, du kan hænge op på væggen. Så pjattede, at vi tegner de fleste af vores motiver selv. Lyder det, som om vi er lidt stolte? Det er vi også. Der er nemlig mange, der blot videresælger gamle motiver, kuraterer og tilbyder andre kunstneres værker eller (oh gys og gru) laver motiver med generativ AI.

Her i hytten er vi af den holdning, at AI gerne må hjælpe med rengøring, tøjvask og udgravning af huller til trampoliner. Med andre ord frigive mennesket, så det kan bruge sin tid på kreativ udfoldelse, som fx at skrive, tegne, fotografere og på anden måde skabe. Der lader dog til at være sket en misforståelse i Silicon Valley. For lige nu er AI i fuld gang med at overtage netop den slags opgaver, alt imens nullermændene stortrives på mit gulv, hvis ikke jeg selv letter røven, og jeg må stadig binde min fritgående trampolin fast, hver gang der er optræk til storm.

Min pointe er, at det har vi ikke lyst til at støtte. Derfor er den eneste form for Intelligens, vi bruger her i butikken, den Akavede, Absurde og Autentiske (læs: menneskelige).

Hvad skal du ellers vide?

Tja, vi bor i Odense. Når jeg siger “vi”, er det ikke sådan en storhedsvanvittig reference til mig selv. Jeg driver shoppen sammen med min mand. Arbejdsfordelingen er der rimelig godt styr på. Skal der laves en tegning eller skrives en sætning, er det mig, der er den. Lugter det af regnskab, annoncering, hosting og teknik, er det ham. Og kagebagning. Det er også ham.

Vi har dyr. Mange. Deraf mit fokus på AI og nullermænd, du ved. Og børn har vi også. De fælder godt nok ikke så meget. Men hvad de ikke laver af nullermænd, bidrager de til gengæld med i vasketøj. Og sådan går det jo lige op.

Jeg håber, du føler, at du kender os lidt bedre nu.

Hvis du har spørgsmål, sender du bare en mail. Vi er ret flinke og ret hurtige med svar.

Må jeg sætte mine ben i din inbox?
Du tror nok, at jeg bare er en streg i luften, men det er faktisk mig, der kommer med alt det nye. Og det tegner godt, kan du tro.
icon